Læsø får ny landbetjent

En afgående og en tiltrædende landbetjent. Per Nielsen ved det skrivebord, der snart bliver Peter Mortensens.

Læsø får ny landbetjent

30. juli 2021 - kl. 14:50 - af

Den 1. august 2021 går Læsøs politimand Per Nielsen på pension. Landbetjent-stafetten gives videre til Peter Mortensen, der kommer fra Rigspolitiet.

Politiassistent Per Nielsen har været Læsøs landbetjent siden 2009, og der er næppe én på øen, som ikke kender Per – eller for den sags skyld hans kone eller hans tjenestehund Zanto. For på en ø kommer man hinanden ved.

Men nu må øboerne (og kollegerne i Nordjyllands Politi) affinde sig med, at Per Nielsen efter 41 års tro tjeneste i den blå uniform pr. 1. august 2021 går på velfortjent pension. Per Nielsen og hans kone flytter i den forbindelse fra Læsø for at bo tættere på deres datter og børnebørn.

”Per har passet posten som kredsens eneste landbetjent i 12 ½ år, og det har han gjort fortrinligt med en fin fornemmelse for det menneskelige og det lokale. Jeg vil gerne sige Per en stor tak for hans indsats, og jeg ønsker ham alt godt i sin nye hverdag,” lyder det fra vicepolitiinspektør John Henriksen, Frederikshavn Politistation, som er Per Nielsens leder.

Ny landbetjent glæder sig til det lokale politiarbejde
John Henriksen har heldigvis en ny dygtig mand klar til at besætte landbetjent-posten: nemlig politiassistent Peter Mortensen fra Rødovre. Han kommer til Læsø med 20 års bred politifaglig erfaring og et stort ønske om at engagere sig i det lokale liv.

”Jeg så, at stillingen som landbetjent på Læsø var ledig, og det satte gang i snakken derhjemme. Efter at have besøgt Læsø og talt med Per og hans kone flere gange, var vi solgt. Vi faldt fuldstændig for øen, både naturen og den venlighed vi mødte herovre,” fortæller 47-årige Peter Mortensen, der blandt andet har arbejdet som hundefører i mange år og kommer fra en stilling som kriminaltekniker i Rigspolitiet.

Peter Mortensen ser frem til den omvæltning, som skiftet til landbetjent uden tvivl bliver:

”Arbejdet med kriminaltekniske undersøgelser er spændende, men jeg vil gerne tilbage i en stilling, hvor relationer til andre mennesker betyder rigtig meget. Så jeg glæder mig enormt til at møde folk og samarbejdspartnere på øen og i det hele taget blive en del af det lokale liv på Læsø,” siger Peter Mortensen.

Politiassistent Peter Mortensen flytter til Læsø sammen med sin kone og børn. Peter Mortensen får efter planen i september en politihundehvalp, som han selv træner op.

En afgående og en tiltrædende landbetjent. Per Nielsen ved det skrivebord, der snart bliver Peter Mortensens.

Peter Mortensen holder ferie med sin familie frem til 8. august 2021, hvor han formelt påbegynder sit nyt arbejdsliv som landbetjent.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læsø får ny landbetjent' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger