Endelig kan FUF holde møde – der er nok at drøfte
25. august 2021 - kl. 6:15 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
FUF, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, skal på repræsentantskabsmødet den 30. august kl. 18 i Metodistkirkens Spejderes lokaler i Strandby vælge ny formand. Styrelsen indstiller Anders Krøgh fra FDF Strandby Kreds.
FUF håber, mange af de 100 medlemsforeninger vil møde talstærkt op til generalforsamlingen og bakke op om den nye styrelse. Mange udskiftes efter en lang periode i indsatsen for ungdom, demokrati og kommunens mange foreningers børne- og ungdomsarbejde.
FUF blev stiftet i 1963 af fremsynede foreninger både indenfor idræt, spejdere, kirkelige og politiske ungdomsorganisationer i Frederikshavn. Siden er FUF vokset støt og tæller nu et godt stykke over 100 foreninger i hele Frederikshavn Kommune og mange, mange tusinde foreningsaktive.
FUF’s styrelse har altid været bredt sammensat og et billede på de mange forskellige typer klubber og foreninger, det frivillige børne- og ungdomsarbejde spænder over. Igennem årene har FUF styrket sin position og sin indflydelse ved at have sæde i rigtig mange råd og udvalg både lokalt og i kontakten til de store landsorganisationer, især DUF, men også DGI og DIF.
FUF har med en aktiv og kompetent styrelse arbejdet for nogle af Danmarks bedste vilkår for klubber og foreninger. Gode faciliteter og rammer samt en bred støtteordning, der har tilgodeset alle foreningstypers aktiviteter for børn og unge, uanset om det var idræt, spejder, en hobby eller en interesseklub. Filosofien har altid været, at enhver aktivitet holder børn og unge væk fra gadehjørnerne og medvirker til samfundsengagement og demokratisk dannelse.
Foreningernes vilkår forringes
I et oplæg til repræsentantskabsmødet skriver FUF: ”FUF’s rolle som talerør overfor politikere og beslutningstager har oftest fungeret fint. Men desværre synes Byrådet nok, at foreningernes og brugernes indflydelse nu er blevet for stor, hvorfor man gennem de seneste par byrådsperioder gradvist har forringet foreningers vilkår og lighed.”
Det hedder videre: ”De seneste år er forringelserne kulmineret gennem en følelse af manglende anerkendelse og kraftige reduktioner såvel økonomisk som på indflydelsen af beslutninger omkring det frivillige foreningsarbejde. Lige nu kulminerer det hele efter flere års økonomiske nedskæringer med, at der indføres timeloft på foreningers aktiviteter i haller og anlæg, hvorved dyre haller risikerer at stå ubrugte hen, fordi befolkningen, især voksne og ældre heldigvis er blevet mere fysisk aktive i deres fritid, og foreningerne skal derved betale prisen.”
Voldsomme reduktioner
”Læser man de seneste oplæg til byrådets beslutninger er aktivitetsloftet ikke det eneste. Der sker en voldsom reduktion i de særlige lokale tilskud for anerkendelse af frivillige foreningslederes store arbejde, og sidst men ikke mindst skrives paraplyorganisationerne efter at være frataget knap halvdelen af deres rådighedsbeløb ud af et kommende Folkeoplysningsudvalg, som i øvrigt totalt mister sine kompetencer og omdannes til en kaffeklub uden reel indflydelse. Det er rigtig ærgerligt.”
FUF skal i den kommende tid til at genfinde sin rolle. Et spændende arbejde ligger forud for en ny formand og styrelse. Derfor håber FUFs styrelse, at mange vil tage opgaven op og møde frem ved repræsentantskabsmødet i Strandby.
Stopper efter 40 års indsats
Henrik Carlsen ser tilbage på næsten 40 års spændende arbejde i FUF, heraf de 30 som formand, sammen med kompetente, dygtige og meget engagerede foreningsledere, hvor energien og glæden ved børne- og ungdomsarbejdet langt har overskygget modgangen.
”At være omgivet af så mange og ildsjæle fra foreningslivet igennem årene har været helt fantastisk og oplevelsen af støtte, synlighed og opbakning, som foreningslivet har haft, har været alle årene værd og jeg har ikke fortrudt et eneste minut af den tid, der er lagt i arbejdet. At der har været op- og nedgange er helt naturligt, og selvfølgelig har der været kiksere og episoder, hvor man nok har haft næsen lige langt nok fremme,” lyder det fra Henrik Carlsen.
I 1990 blev Henrik Carlsen fra Metodistkirkens Spejdere – en del af KFUM-Spejderne i Danmark – valgt til formand for FUF og var dengang med til at danne det nye folkeoplysningsudvalg med brugere, aftenskole, idrætssamvirke og politikere, som tog over efter de tidligere fritidsnævn.
”90’erne var en fantastisk tid for det lokale foreningsarbejde. Under værftskrisen i Frederikshavn blev netop kultur og fritid et af vækstsporene, og vi oplevede et stort fokus og en vilje til investering i nye, moderne og tiltrækkende faciliteter. FUF var dengang med i projektgrupper omkring Det Musiske Hus og ved dannelsen af Arena Nord, projektering af en ekstra skøjtehal og ny kunststofbane. Også i oplandet blomstrede foreningslivet med opgradering af aktiviteter og faciliteter. FUF oplevede stor indflydelse,” fortæller Henrik Carlsen.
Kniber det med den politiske velvilje?
I oplægget hedder det videre: ”Desværre er mange foreninger lukket ned de seneste år, og de kommende økonomiske stramninger og det manglende fokus på frivilligt arbejde har sammen med de seneste års epidemi gjort det særdeles vanskeligt for mange klubber. Ingen tvivl om vi står overfor en ny tid, også med den politiske holdning til foreningslivets brugeres indflydelse på beslutningerne. Når man nu måske kan sigte efter et nyt MultiCenter i Frederikshavn og et måske kommende Vandsportens Hus i Sæby, så er der virkelig noget at arbejde på for en kommende styrelse, nu hvor der skal sættes fokus på foreningers og den frivillige indsats synlighed ved den forestående Frivillighedsfestival. Dejligt er det at opleve Sæby Spektrum og den fremgang, man oplever i Sæbyområdet med baggrund i de engagerede frivillige.”
FUF’s styrelse indstiller Anders Krøgh, FDF Strandby Kreds, til ny formand efter Henrik Carlsen. Birgitte Mathiasen, Sæby Floorballklub, fortsætter som næstformand, mens både Steen Jensen stopper efter 14 års styrelsesarbejde og Lone Høxbro Pedersen efter 9 års styrelsesarbejde samt Alif Kracht efter 11 år og Jørgen Bo Christensen efter næsten 16 år stopper på kassererposten. Steen Jensen har de seneste 8 år været formand for Folkeoplysningsudvalget. Øvrige styrelsesmedlemmer genopstiller, og der er nyvalg til de ledige pladser.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Endelig kan FUF holde møde – der er nok at drøfte' til en bekendt