Per Malmberg og Rudi ”Mie” Nielsen ved den flotte statue.
Alle fra nær og fjern inviteres til overrækkelsen af årets ”Guld-Harald”
14. oktober 2021 - kl. 11:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tirsdag den 26. oktober kl. 17 inviteres alle fra nær og fjern til en hyggelig eftermiddag/aften på Harald Nielsens Plads 9 ved hovedindgangen til Arena Nord, i forbindelse med overrækkelsen af ’Årets Guld Harald’.
Overrækkelsen af ”Årets Guld-Harald” finder sted på dagen, hvor Harald Nielsen ville være fyldt 80 år. Det er således en hel særlig dag, og som en ekstra hyldest vil der være musikalske indslag, underholdning for børnene samt gratis hotdogs og sodavand til alle.
”Årets Guld-Harald” er en årlig fodboldpris, der gives til en person eller klub, som har gjort en forskel inden for fodboldverdenen, har internationalt perspektiv samt relation til Nordjylland.
Prisen er opkaldt efter fodboldlegenden Harald Nielsen, som er født og opvokset i Frederikshavn. Han blev også kendt under tilnavnet ”Guld-Harald”.
Harald Nielsen er bl.a. nomineret til prisen som den største danske sportsudøver gennem de seneste 125 år, hvilket er en pris, som bliver uddelt af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i et stort tv-show, der kan ses på DR1 og DRTV på lørdag klokken 21.
Prisen ”Årets Guld-Harald” blev stiftet af Spar Nord og familien Nielsen i samarbejde med Arena Nord og Det Nordjyske Mediehus. Tidligere vindere af prisen er David Nielsen (2019) og Peter Møller (2020), hvorfor den kommende vinder kan glæde sig til at dele titel med andre store fodboldhelte.
Trods byggerodet i forbindelse med Arena Nords igangværende ombygning, vil forpladsen gøres præsentabel til overrækkelsen.
Prismodtageren modtager en lille udgave af den flotte statue, som i 2018 blev afsløret på forpladsen ved Arena Nord i Frederikshavn. Statuen er udført af den internationale billedhugger Christian Svendsen, Aalbæk. Statuen til prismodtageren er skænket af Rudi og Harald Nielsen Holding og har en værdi på kr. 25.000. Derudover vil årets Guld Harald modtage kr. 25.000 i kontanter.
Komiteen bag uddelingen af Årets ”Guld-Harald”
Komitéen, som afgør, hvem hæderen tilfalder, består af enkefrue efter Harald Nielsen: Rudi ”Mie” Nielsen, områdedirektør i Spar Nord, Morten Kock, ejendomsmægler og tidligere 1. divisionsspiller Jens Jørgen Calundan, chef for Public Affairs i Dansk Idrætsforbund Poul Broberg, tidligere 1. divisionsspiller i FFI, Pauli Jørgensen samt adm. direktør ved Arena Nord, Per Malmberg.
Harald Nielsen – yngste på landsholdet
Harald Nielsen blev født den 26. oktober 1941 i Frederikshavn. Harald spillede i 1959 Frederikshavn i den bedste liga i Danmark og blev samtidig topscorer i ligaen. Han debuterede på det danske fodboldlandshold i 1959 kun 17 år gammel og er stadig den yngste debutant på landsholdet. I 1960 var han med til sammen med landsholdet at vinde OL-sølv i Rom og blev turneringens topscorer med 6 mål. I 1961 blev han professionel i Bologna FC, og han bliver i to år topscorer i Serie A i Italien og vinder det Italienske mesterskab med Bologna i 1964. I 1967 indgår Bologna og Inter en handel om Harald Nielsen, som på det tidspunkt gjorde Harald til verdens højst betalte fodboldspiller.
Harald sluttede sin karriere i 1970 i Sampdoria og opbyggede i årene efter sit erhvervseventyr. Han døde den 11. august 2015.
I 2016 blev pladsen foran Arena Nord navngivet Harald Nielsens Plads og i 2018 blev statuen af Harald Nielsen afsløret efter en flot donation fra Spar Nord-fonden på 1,7 mio. kr.
Der kan læses mere om overrækkelsen og Harald Nielsen på Arena Nords hjemmeside.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle fra nær og fjern inviteres til overrækkelsen af årets ”Guld-Harald”' til en bekendt