
Musikskolen hjælper til, når musikvalgfaget i folkeskolen udvikles
14. oktober 2021 - kl. 11:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Musikskolen har indgået et samarbejde med de folkeskoler i Frederikshavn Kommune, der har musikvalgfag i 7. og 8. klasse.
Der er fire skoler i Frederikshavn Kommune, der tilbyder musik som valgfag i deres 7. og 8. klasser. Det gælder Sæbygaard skole, Bangsbostrand skole, Nordstjerneskolen og Strandby Skole. Når eleverne vælger musik som valgfag, skal de have faget i to år og afslutte med en eksamen i 8. klasse. Musikskolen har nu dannet et netværk for musikvalgfagslærerne på de involverede skoler og nogle af underviserne på musikskolen. Den overordnede idé med netværket er at skabe bedre forudsætninger for samarbejde imellem skoler og musikskolen og formålet er at give mulighed for sparring og udvikling af nye idéer, samt at optimere det indhold, der udgør undervisningen på valgfagsholdene.
Musikskolen er det naturlige sted for skolerne at gå hen for sparring omkring de musiske og pædagogiske udfordringer, de støder på omkring det nye valgfag i musik i 7. og 8. klasse.
Lærerne fra de fire skoler, der er involveret, bliver inviteret til sparringsmøder i musikskolen, ligesom musikskolens undervisere kommer ud på skolerne for at understøtte undervisningen på valgfagsholdet. Valgfagslærerne oplever dermed, at de selv er med i en proces om at udvikle de fælles forløb og indholdet af disse, samtidigt med at de får et netværk, hvor de kan sparre og dele deres idéer og erfaringer.
For Musikskolen er det tætte samarbejde med folkeskolerne meget værdifuldt og Musikskolen gør sit ypperste for at være relevant og en god sparringspartner for folkeskolerne, lærerne og eleverne.
Det Musiske Hus er med som partner i netværket og det betyder, at valgfagseleverne udover deres undervisning på skolerne også skal på besøg i Maskinhallen, hvor de vil møde eventteknikere og spillestedslederen. Derudover vil eleverne komme med til netværksaktiviteter for unge og de vil blive tilbudt koncertoplevelser i Det Musiske Hus eller Maskinhallen.
Netværket imellem Musikskolen, folkeskolerne og Det Musiske Hus skal således sikre, at eleverne, der vælger musik som valgfag, får den bedst mulige undervisning og at indholdet i valgfaget hele tiden vil blive udviklet og optimeret.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Musikskolen hjælper til, når musikvalgfaget i folkeskolen udvikles' til en bekendt