
Tag ansvar for unges trivsel: indfør aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol
30. oktober 2021 - kl. 6:08 - af Henrik Christensen
Vi har som voksne et ansvar for at nedbringe børn og unges alkoholforbrug og beskytte dem mod konsekvenserne af et højt alkoholforbrug, og et af de mest effektive redskaber mod ungdomsdruk er en 18 års aldersgrænse for køb af alkohol.
Alkohol spiller åbenlyst en stor rolle i unges sociale fællesskaber, og i Region Nordjylland har 51 % af 15-20-årige været fulde mindst én gang i løbet af den seneste måned.
Som voksen borger i Nordjylland bekymrer det mig, hvor meget vi lader alkoholen fylde i vores børns liv, når nu vi ved så meget om, hvor skadeligt et højt alkoholforbrug er for børn og unges sundhed og trivsel.
Det høje alkoholforbrug kan have alvorlige konsekvenser. Knap hver tredje ung har prøvet at komme til skade og 38 pct. har oplevet blackout på grund af alkohol. Høje promiller sendte over 1.700 danske unge på hospitalet i 2018, og hver måned er alkohol skyld i ét dødsfald blandt unge.
Det er ikke alene de tragiske, umiddelbare konsekvenser af alkohol, vi skal bekymre os om på unges vegne, for unge, der starter tidligt med at drikke og drikker store mængder, drikker typisk mere end andre voksne senere i livet. Og et højt alkoholforbrug øger risikoen for mere end 60 forskellige sygdomme, herunder mindst syv former for kræft.
Man kan altid trække på skuldrene, tage hænderne i lommen og sige pyt… Men vi kan også tage skeen i den anden hånd og vise vores børn, at vi går op i deres sundhed og tager et voksent ansvar for at begrænse det høje og sundhedsskadelige alkoholforbrug.
Den danske lovgivning bør skabe rammer, der ikke inviterer til fuldskab blandt mindreårige
Vi lever i et af de lande i verden, hvor unge har lettest adgang til alkohol. Vi er et af kun fem EU-lande, hvor 16-årige kan købe alkohol. Forskning viser, at lande med høje aldersgrænser for salg af alkohol har færre børn og unge, der drikker sig fulde. Det er derfor på høje tid, at vi i Danmark lader fornuften råde og følger trop med resten af Europa, hvor man for længst har forstået, at alkohol ikke er for børn.
Ligesom 3 ud af 4 voksne danskere bakker jeg op om en 18 års aldersgrænse for køb af alkohol, fordi det vil udsætte de unges alkoholdebut og reducere deres alkoholforbrug.
Aldersgrænse kan hjælpe butiksansatte
En ensartet aldersgrænse for køb af alkohol vil også have den fordel, at det bliver lettere for vores butikker at overholde lovgivningen om salg af alkohol end i dag, hvor der er én grænse på 16 år og én grænse på 18 år.
Jeg er overbevist om, at de ansatte i detailhandlen gør, hvad de kan for at følge loven og begrænse børns adgang til alkohol, men de nuværende regler gør deres arbejde unødvendigt vanskeligt.
En 18 års aldersgrænse vil ikke alene begrænse 16-17-åriges adgang til alkohol, men også gøre det sværere for de endnu yngre at få fat i alkohol. Det vil eksempelvis være sværere for en 14-årig at udgive sig for at være 18 år end de 16 år, som grænsen for køb af øl og vin ligger på i dag.
Fie Mølholt, Formand, Kræftens Bekæmpelse Frederikshavn
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tag ansvar for unges trivsel: indfør aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol' til en bekendt