Enevælde er ikke, når flertallet bestemmer, det er når mindretallet gør

Enevælde er ikke, når flertallet bestemmer, det er når mindretallet gør

7. november 2021 - kl. 5:40 - af

Det er herligt at følge med i læserbreve i denne tid af mere eller mindre lødig karakter.

Der er dog enkelte ahistoriske udtalelser, som må skære i ørerne på enhver historisk interesseret person: at kalde det nuværende politiske flertal i Frederikshavn kommune for enevældigt er i bedste fald historisk dårskab – i værste fald negligering og manglende anerkendelse af vælgernes demokratiske valg for fire år siden.

Birgit Hansen sidder på et flertal, fordi borgerne ved et valg for fire år siden havde tillid til, at Birgit var den rigtige person til at lede Frederikshavn Kommunes udvikling. I mine øjne et klogt valg (men det undrer nok ikke nogen). Birgit, i spidsen for et ofte enigt byråd, har vist handlekraft og har ikke givet op, når det så sortest ud. Vi har kloge vælgere i vores kommune.

Enevælde er rent faktisk det stik modsatte. Enevælde blev indført i 1660 af Frederik d.3 og samlede alt magt hos en person – et meget lille mindretal styrede Kongeriget Danmark, som det så ud dengang. Enevælden blev delvist afløst af et demokratisk styre i 1849, men blev nok først rigtig afmonteret efter anerkendelse af de parlamentariske principper i 1901. En anden milepæl var indførelsen af den almindelige valgret i 1915, som bl.a. gav kvinderne stemmeret – det er årsagen til, at både Birgit og Mette i dag kan stille op til valg.

Påskekrisen i 1920 var imidlertid et tilbageslag for den demokratiske udvikling, da kong Christian d. 10 lod sig besnakke af rigets fineste til at afsætte den udpegede regering – en regering, som afspejlede befolkningens politiske ønsker og valg.

Hvis man derfor vil være lidt mere præcis i sin brug af udtrykket ”enevælde”, så skal man i stedet bruge det om partier eller enkeltpersoner, som gerne vil bestemme, selvom de IKKE har et flertal i befolkningen bag sig. Jeg håber bestemt ikke den slags partier eller personer stadig findes i Danmark. Det ville være bedrøveligt for demokratiet.

Anders Brandt Sørensen, Cand. Mag. i historie og samfundsfag.
Snart forhenværende lovligt demokratisk valgt medlem af Frederikshavn Byråd.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Enevælde er ikke, når flertallet bestemmer, det er når mindretallet gør' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger