Der skal være plads til alle i dansk fiskeri
15. november 2021 - kl. 13:59 - af Henrik Christensen
Den seneste tid har der været en livlig debat om fiskeriet her på avisens debatsider. Særligt om trawlfiskeriet. Det er en debat, jeg ikke kan sidde overhørig. For virkeligheden er, at såfremt SF’s forslag om et trawlforbud, bliver til virkelighed, så forsvinder fiskeriet i Strandby. Det er et alvorligt slag mod vores lokalsamfund, og det vil få store konsekvenser for Frederikshavns Kommune. Derfor vil jeg gerne advare om den tilgang.
Jeg mener, der skal være plads til alle i dansk fiskeri, og jeg er godt og grundigt træt af, at diskussionen om dansk fiskeri ofte ender i en skyttegravskrig, hvor nogle politikere har tendens til at dæmonisere trawlfiskeriet. Det dur ikke noget.
Det er ikke ret længe siden, at eksperterne inde på DTU Aqua sendte et notat til Folketinget, hvor de direkte skriver: Et totalt forbud mod bundtrawling forventes ikke at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle med mindre det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber. Man skulle tro at så klar tale vil bringe en smule fornuft ind i debatten. DTU skriver i samme notat, at der i nogle områder slet ikke kan ses effekter af bundtrawling på havbunden. Og senest har DTU Aqua udgivet en ny rapport, hvor det igen slås fast, at såfremt man ønsker et bæredygtigt dansk fiskeri, så nytter det altså ikke noget at lægge hele baduljen om til garn. Der er i stedet brug for en bredspektret indsats for at gøre dansk fiskeri mere bæredygtigt.
Den tilgang er jeg helt enig i, og i dansk fiskeri vil vi meget gerne bidrage til at gøre fiskeriet endnu mere bæredygtigt. Derfor har vi foreslået at frede 10% af de danske farvande, som SF har talt varmt for. Det skal ses i sammenhæng med, at danske fiskere i dag fanger 75% af deres fisk i 10% af havet. I realiteten er der altså meget store arealer, der slet ikke påvirkes af trawlfiskeriet.
I dansk fiskeri er vi også ret stolte af, at vi siden starten af 90’erne har reduceret vores CO2-udledning med 60%, hvor landbruget har reduceret deres udledning med 16% i samme periode for at sætte det resultat i perspektiv. Derudover er store dele af vores fangster bæredygtighedsmærket med MSC. Det gælder eksempelvis fiskeriet efter jomfruhummer i Kattegat, som vi er afhængige af i Strandby. Og MSC ser altså både på om bestanden har en bæredygtig størrelse ligesom MSC også ser på bundpåvirkning af fiskeriet.
På den her baggrund vil jeg gerne opfordre politikere – lokalt såvel som nationalt – til at droppe den usaglige tilgang til trawlfiskeriet. I stedet skal vi fokusere mere på, hvordan vi kan udvikle dansk fiskeri og sikre, at det danske fiskeri over en bred kam bliver endnu mere bæredygtigt. Og så skal erhvervet tales op i stedet for ned. For sådan kan vi sikre, at fiskeriet fortsat kan bidrage med vigtige arbejdspladser. Ikke bare i vores kommune, men i alle de kommuner, hvor fiskeriet har særlig betydning.
Claus Hjørne Pedersen, formand for Strandby Fiskeriforening
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der skal være plads til alle i dansk fiskeri' til en bekendt