Kvindernes VM i ishockey: Frederikshavn bliver Danmarks hjemmebane
19. november 2021 - kl. 6:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Verdens 10 bedste nationer tørner sammen, og Danmarks hjemmebane i det indledende gruppespil bliver nordjysk.
For nylig blev det afsløret, at Danmark i dagene fra 26. august til 4. september 2022 bliver vært for kvindernes VM i ishockey 2022.
Frederikshavn og Nordjyske Bank Arena skal lægge is til Gruppe B, hvor fem hold kæmper om tre pladser i kvartfinalerne, og dermed også adgang til slutspillet i Herning, hvor den anden gruppe udkæmpes.
Direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, glæder sig over, at Frederikshavn skal være vært både på isen og i byen.
– Frederikshavn har tidligere vist sig som en god arrangør for store sportsevents, og vi er stensikre på, at byen er klar til at tage imod de mange gæster. Frederikshavn har et attraktivt bymiljø og meget fine faciliteter til gæster fra hele verden. Vi glæder os til at udsmykke Nordjyske Bank Arena, så den bliver klar til et ishockey-opgør i international topklasse, siger han.
Ishockey i DNA’et
Det er da også en glad borgmester, der kan byde den internationale sportsbegivenhed velkommen på frederikshavnsk is:
Ishockey er en del af mange frederikshavneres DNA, så jeg glad for og stolt over, at det internationale ishockeyforbund også kan se, at vi har investeret i så gode rammer omkring sporten, at det lever op til en international turnering. Jeg glæder mig til at sidde klar på tribunen, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen.
Frederikshavn skaber de gode rammer
Og netop dét at mærke opbakning i hallen betyder selvfølgelig noget for et landshold, fortæller Ulrik Larsen fra Danmarks Ishockey Union:
– Vi er sikre på, at byen og de mange ishockeykyndige tilskuere og folk i byen kommer til at danne en begejstret ramme for vores landshold, der vandt mange hjerter ved den nylige OL-kvalifikation. Spillerne glæder sig allerede. Kvindernes VM har høj prioritet hos det internationale ishockeyforbund (IIHF) og det er en turnering, der har hele ishockeyverdenens bevågenhed. Det bliver sport i international topklasse, vi kan præsentere i Frederikshavn, der får masser af opmærksomhed om omtale, lyder det fra Ulrik Larsen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvindernes VM i ishockey: Frederikshavn bliver Danmarks hjemmebane' til en bekendt