Det unge publikum lyttede intenst – uden tvivl var der også flere, som blev berørt af de små handlingsforløb.
Scenekunst bygger bro mellem kultur, skole og sundhed
26. november 2021 - kl. 14:42 - af Henrik Christensen
Teater og drama kan styrke trivsel. Det er overskriften på det samarbejde, som Frederikshavn Kommune har igangsat med det århusianske turnéteater Opgang 2. Elever i folkeskolen får tilbud om at opleve en teaterforestilling og selv efterfølgende agere skuespillere, for på den måde at sætte spot på fællesskab og trivsel. 9. klasse på Torslev Skole og 7. A på Ravnshøj Skole var de første til at se, opleve og afprøve – og det blev en noget anderledes skoledag.
Det kan være voldsomt grænseoverskridende at blive kastet ud i det ukendte, ikke mindst når du bliver bedt om at optræde foran dine klassekammerater – også selv om det er med ganske få replikker. Trods de noget uvante rammer, var der ingen, der meldte sig ud af fællesskabet, men gik i stedet til opgaven med åbne øjne, en del fnisen og generthed.
Efter den første workshop så eleverne forestillingen ’Ingen’, der viste fire forskellige historier, som handler om ensomhed, fællesskab og præstationskultur, og de unge lyttede intenst – uden tvivl var der også flere, som blev berørt af de små handlingsforløb. I den efterfølgende workshop skulle eleverne ved hjælp af indtryk fra forestillingen og nye dramaøvelser bruge hele kroppen til at udtrykke sig om deres egen trivsel.
Teaterforestillingen og dramaøvelserne er relativt simple greb, men tilsammen blev dialogen mellem de unge på en anden måde, end det de ’normalt’ kender fra skoledagen. – De træder over nogle usynlige grænser, og vi prikker til deres kreativitet og fantasi, når de skal prøve at spille en anden. På den måde opdager de måske nye sider af sig selv og hinanden, og det vigtigste er, at de skal lærer at være sig selv i fællesskabet, forklarede dramapædagog Lotte Wagner fra Opgang 2. Eleverne vil helt sikker også opdage nogle nye sider af deres klassekammerater, som kan give grobund for helt nye relationer, og så har de mange måneder med hjemmeundervisning også efterladt et behov for at kunne dele øjeblikke og nye fælles oplevelser med hinanden.
Ud af vante roller
Noget tyder på, at der allerede efter formiddagens workshop var sket noget, elevernes to klasselærere Anita Friis Jensen og Dorthe Irene Lundtoft kunne efterfølgende nævne flere af deres elever, som helt klart var trådt ud af deres vante roller. – Det er altid interessant at opleve, hvordan selv de mest hårdnakkede forbehold bliver nedbrudt, når man skal bruge kroppen, og så er det jo også helt umuligt at være i dårligt humør, konstaterer Anita Friis Jensen, som helt sikkert har fået nogle gode værktøjer fra dagens workshops, som hun har lyst til at prøve af i undervisningen.
Klasselærer for 7. A på Ravnshøj Skole Helle Birgitte Eckhardt kan sagtens nikke genkendende til de oplevelser, kollegerne på Torslev Skole giver udtryk for. – Vi har en del elever i landdistrikterne, der ikke er særligt fortrolige med scenekunst, og for nogle er det måske første gang, de oplever det, forklarer Helle Eckhardt, og bl.a. af den grund, vil vi meget gerne have kunst og kultur ind, som en naturlig del af undervisningen.
Både lærere og elever evaluerede efterfølgende dagens forløb, og eleverne havde helt sikkert fået noget med sig derfra. Mange synes, det havde været sjovt, at de var kommet ud af deres komfortzone og havde lært noget om at stå frem foran klassen. Én formuelerede kort og præcist: sjov, anderledes, pinligt og godt. En anden var meget ærlig, og mente ikke helt, hun havde forstået handlingen i forestillingen, men synes det havde været sjovt. – Det er netop hele essensen, man behøver nødvendigvis ikke at forstå det hele, men det er godt at man undre sig, er nysgerrig og reflekterer over det, man har set og oplevet, understreger Lotte Wagner.
Kultur i landdistrikterne
Samarbejdet med det århusianske turnéteater Opgang 2 er et 3-årigt forløb. Frederikshavn Kommune er foreløbig med i det første år, og vil efter dette forløb tage stilling til deltagelse i de efterfølgende to år. I først omgang har teatret været på besøg på Torslev og Ravnshøj skole, og i april 2022 vil yderligere tre skoler få besøg. Ravnshøj Skole har meldt sig klar, som deltager i projektets 2. og 3. år.
Projektet, der er koordineret af kommunens kulturafdeling, er primært finansieret af kommunale kulturmidler og tilskud fra Distriktsudvalget, som er med til, at der kommer kunst og kultur ud i landdistrikterne. Ved at tilbyde forløbet til skolerne, og ved at bruge kulturen til at italesætte den mentale trivsel, bygger projektet bro mellem de tre fagområder: skole, sundhed og kultur.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Scenekunst bygger bro mellem kultur, skole og sundhed' til en bekendt