20 nordjyske småbyer får støtte til at løfte det nære fællesskab
16. december 2021 - kl. 6:27 - af Henrik Christensen
Småbyer i hele Region Nordjylland står i kø for sætte projekter i værk til gavn for det nære lokale fællesskab. I Dybvad sydvest for Sæby vil man rive skolens mur ned for skabe et levende uderum i et af byens knudepunkter.
Dybvad er et godt eksempel på, at småbyer over hele landet vil løfte det nære fællesskab. Særligt i de helt små lokalsamfund med under 1.500 indbyggere er ildsjæle i stort tal gået sammen om projekter til gavn for fællesskabet.
“Fantastisk. Det er helt utroligt. Jamen, det turde vi næsten ikke håbe på”. Begejstringen var ikke til at tage fejl af, da Kersten Bonnén fra foreningen Vild med Rebild forleden fik overbragt nyheden om, at fire landsbyer i Rebild får støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje. De får støtte til at etablere skolehaver, frugthaver og sansehaver for børn.
“Den betyder, at vi kan komme videre med to rigtig spændende projekter, som handler om at få mere biodiversitet og vild natur,” tilføjer han.
Foreningen har fået støtte på 447.000 kr. til projektet, der har som fokus at øge biodiversiteten i forhold til beplantning og øget insektliv. De fire landsbyer tæller til sammen cirka 4000 mennesker.
“Vi har fået rigtig mange med – en masse friske ‘unge’ mennesker. Skolen vil være med – engagerede lærere og vandværket er med og har stillet areal og vedligehold til rådighed,” fortæller Kersten Bonnén.
Hver femte bor i små bysamfund
Haverne i de fire landsbyer i Rebild, -Nørager, Blenstrup, Bælum og Terndrup – er et godt eksempel på, at der er masser af liv og virketrang ude i de små lokalsamfund, hvor mere end hver femte dansker bor.
Af landets 1.300 småbyer og mindre bysamfund har mere end to ud af tre spillet ind med forslag til lokale aktiviteter til gavn for sammenhængskraften og det nære fællesskab. Og det er særligt de helt små byer, der har søgt og fået støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje.
“Den lokale drivkraft lever i bedste velgående, og vi kan se, at beboerne ude i de små bysamfund er meget interesserede i at styrke lokale fællesskaber. Vi er utrolig glade for, at efterspørgslen på at styrke livet i det lokale er så stor – udendørs mødesteder, der tilgodeser mange forskellige brugere og interesser, er i den grad i fokus. Beboerne vil enormt gerne gøre deres småby levende og attraktiv,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Syv ud af ti af modtagerne i denne sidste uddeling kommer fra bysamfund med under 1.500 indbyggere.
Rekordmange ansøgninger
Nordea-fonden har over de seneste to år uddelt samlet 125,9 mio. kroner til de små lokalsamfund via Her bor vi-puljen.
I dag offentliggør fonden 113 nye projekter, som modtager støtte. Projekterne er nøje udvalgt blandt rekordmange ansøgninger. 448 ansøgninger er klart det største antal for en enkelt ansøgningsrunde.
Som det er tilfældet ved de to foregående uddelinger, har mange af projekterne fokus på aktiviteter, der foregår i det fri.
Projekterne tilgodeser især børnefamilierne med legepladser og andre udendørs rekreative områder. I Vejrup i Esbjerg Kommune får især byens knapt 800 indbyggere glæde af belysning af stien omkring en regnvandssø.
“Nu kan vi også bruge stien om aftenen, og det vil betyde en langt større benyttelse af naturen for mange flere her i byen. Det er vi og hele byen lykkelige for,” siger Leif Hermansen fra Vejrup Lokalråd, som har fået 158.125 kr. fra Nordea-fonden.
I det hele taget fylder udendørs aktivitetspladser en stor del af de projekter, som har opnået støtte. Det er en bred vifte af legepladser, skate- og parkouranlæg, padeltennisbaner, lystfiskerpladser og bålhytter.
Forsamlingshuse får et løft
Men det er også grønne og blå mødesteder og sanse- og biodiversitetshaver, der kan benyttes af foreninger, institutioner og lokale borgere i bred forstand. Et eksempel er biodiversitetslegepladsen i Ramløse i Nordsjælland i tilknytning til sportshallen, som er en selvejende institution.
Halchef Jesper Schultz kalder projektet for ‘et drømmeprojekt’.
“Udvidelsen er med til at øge hele værdien af Ramløse og vil gøre det endnu mere attraktivt at bo og være i nærheden af hallen. Måske kan vi tiltrække flere børnefamilier, nu vi kan tilbyde dem dette skønne sted.”
De indendørs aktiviteter i forsamlings- og aktivitetshuse handler i overvejende grad om fornyet brug af huse tidligere anvendt til andre formål, som f.eks. Gylling Mølle, Vester Skerninge Stationsbygning og Starup Tofterup tankstation.
Men også mere traditionelle forsamlingshusprojekter med et mål om at øge mulighederne for aktiviteter hele året og for en bredere målgruppe, til eksempelvis bevægelse og motorik, yoga, teater, kreativt værksted og biograf samt øget tilgængelighed for handicappede og seniorer.
Midtjylland er topscorer
Rent geografisk udgør særligt Midtjylland og Syddanmark herunder Fyn en betragtelig del af de støttede projekter, mens Region Hovedstaden med to projekter i Nordsjælland og et enkelt på Bornholm har færrest. Det har dog den naturlige forklaring, at hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele ikke kunne modtage støtte.
Selvom dette er den tredje og sidste uddeling i Her bor vi-puljen vil Nordea-fonden også i årene frem have fokus på lokale initiativer. Mere herom vil blive udmeldt i det nye år.
Småbyer, der modtager støtte pr. region
1. Midtjylland 37
2. Syddanmark 34
3. Nordjylland 20
4. Sjælland 19
5. Hovedstaden 3
113 projekter har fået støtte på i alt godt 58 mio. kr. i denne tredje og sidste runde.
Støtten går bl.a. til:
• legepladser,
• skate- og parkouranlæg,
• udendørs fitness og naturtræning,
• padeltennis,
• streetbasket,
• oplevelsesstier,
• lystfiskerpladser,
• boardwalks,
• bådebroer
• bålhytter
Fakta om Her bor vi-puljen
* Støtte til bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere til initiativer, der styrker fællesskabet.
* Samlet beløb uddelt: 125,9 mio. kr.
* I alt har 252 projekter fået støtte.
* Støttebeløb 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt.
* Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker.
* I alt har Nordea-fonden modtaget 919 ansøgninger. Det svarer til, at cirka 70 pct. af mindre bysamfund har søgt. Enkelte mere end en gang.
Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Se mere på nordea-fonden.dk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '20 nordjyske småbyer får støtte til at løfte det nære fællesskab' til en bekendt