Nytårshilsen fra Thomas Hjort (DF)
28. december 2021 - kl. 6:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Om ganske få dage nærmer vi os mødet med 2022.
2021 bliver fortid, men huskes helt sikkert som et valgår, hvor vælgerne stemte og bestemte, hvordan det nye byråd 2022-2025 er sammensat.
Nu er det op til de valgte politikere at forvalte det ansvar, som vælgerne tildelte dem.
I Dansk Folkeparti tager vi dette ansvar seriøst.
Derfor valgte vi at konstituere os sammen med Socialdemokratiet, Konservative og SF for at søge mest mulig indflydelse på de mange beslutninger, som træffes over de næste 4 år. Særligt fokus sættes på Dansk Folkepartis kerneområder såsom værdig ældrepleje, udsatte og sårbares rettigheder samt et nært og sammenhængende sundhedsvæsen.
Men også klimaudfordringen, som er på alles læber i disse tider, vægter Dansk Folkeparti højt.
Hvis vi skal kunne se de næste generationer i øjnene, kræver det ændret adfærd og konkrete handlinger. Dansk Folkeparti vil, i samarbejde med alle partier, dreje opgaveløsninger i den mest bæredygtig retning.
Når det nye byråd trækker i arbejdstøjet efter nytår, er jeg sikker på, at hvert eneste medlem i samarbejde med kommunens aktive borgere, er opsat på at gøre Frederikshavn kommune til et endnu bedre sted at bo, arbejde og dyrke en meningsfuld fritid.
Med de ord vil jeg gerne ønske alle et godt Nytår.
Thomas Hjort
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nytårshilsen fra Thomas Hjort (DF)' til en bekendt