Faste læger på plejecentre fra den 1. februar
26. januar 2022 - kl. 14:59 - af Henrik Christensen
Ordningen om faste læger på plejehjem har været en midlertidig ordning siden 2016 ved en aftale indgået mellem regeringen, Danske Regioner, KL og Lægernes Organisation PLO.
Aftalen udløb ved udgangen af 2021. Med Overenskomst om almen praksis mellem PLO og RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn) gøres ordningen med faste læger på plejehjem pr. 1. januar 2022 varig. Det betyder, at både rådgivningshonorar og behandlingshonorar bliver en overenskomstmæssig ydelse fra starten af 2022.
Det er formålet, at ordningen udbredes, så der lidt efter lidt er faste læger på alle plejehjem. Som resultat af den nye overenskomstaftale, vil kommunerne skulle opsige de nuværende kontrakter med de pågældende plejehjemslæger. Opsigelsen sker med de individuelt aftalte varsler, som fremgår af kontrakten. De enkelte varsler kan være forskellige fra kommune til kommune. I Frederikshavn Kommunes kontrakter er opsigelsesvarslet 2 mdr. til udgangen af en måned.
Vælger plejehjemslægen at forsætte efter udløbet af den individuelle kontrakt overgår vilkårene for honorering efter opsigelsens udløb til de aftalte vilkår i overenskomsten. Dette vil ske pr. 1. februar. Der skal således ikke indgås nye kontrakter.
Status er, at kommunen og lægerne har været i dialog for at afklare, om lægerne ønsker at fortsætte som plejehjemslæger og på hvilke plejehjem. På nuværende tidspunkt gælder, at alle faste læger fortsætter på deres tilknyttede plejecenter samt overgår til overenskomsten.
Derudover er der kommet to nye faste læger med i ordningen, hvilket betyder, at der kun mangler én fast læge på ét plejecenter. Frederikshavn Kommune opfylder derfor kravet om en dækningsgrad på 80 %.
Center for Sundhed og Pleje indstiller forud for mødet, at Social- og sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning på udvalgets næste møde den 31. januar.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Faste læger på plejecentre fra den 1. februar' til en bekendt