Borgerrådgivning som nytter – hvad skal en borgerrådgiver tage sig af?
27. januar 2022 - kl. 5:47 - af Henrik Christensen
På det forestående møde i Social- og Sundhedsudvalget den 31. januar er på dagsordenen et punkt med en ”initiativsag” fra de socialdemokratiske medlemmer af udvalget: formand Ole Rørbæk Jensen, Brian Kjær, Tina Nymann samt Irene Hjortshøj.
Overordnet set drejer sagen sig om en kommende borgerrådgiver, og man har derfor givet den overskriften ”Borgerrådgivning som nytter”. Dermed lægges op til en drøftelse af, hvad en kommende borgerrådgivers opgaver bør være.
Det hedder i punktet på dagsordenen: ”Vi er i Frederikshavn Kommune heldigvis begunstigede af, at vi har dygtige medarbejdere over alt. Alle er optagede af at levere god velfærd og erhvervsservice. Samtidig er vi kommunalpolitikere fastboende her i kommunen, har selv børn i skoler og daginstitutioner og forældre i ældreplejen. Vi har et naturligt lokalt engagement.”
”Så langt så godt. Men vi er også nødt til at tage alvorligt, at nogle føler, at det er svært at komme ind i kommunen på den rigtige måde. Mange af os har måske kun brug for at kontakte kommunen en eller to gange i livet, og vi opøver derfor ikke nogen rutine i korrekte henvendelser.”
Familier og personer i krise
”Derudover er mange af henvendelserne til kommunen fra familier og enkeltpersoner, som er i en krise af den ene eller anden art, hvilket ikke nødvendigvis giver det samme overskud til at kontakte og navigere i det kommunale system korrekt. I takt med at samfundet bliver mere komplekst, bliver det mere og mere nødvendigt, at vi får et fokus på borgerrådgivning.”
”Vi vil derfor sætte arbejdet i gang i Social- og Sundhedsudvalget og i Børne- og Ungdomsudvalget med at afsøge, hvad en kommende borgerrådgiver skal tage sig af. På de kommende møder vil vi sætte arbejdet i gang i forvaltningen. Og efter vores opfattelse starter arbejdet med inddragelse af de formelle høringsorganer. Det være sig det lokale handicapråd, men også andre, som har frivillig eller professionel kontakt med familier og enkeltpersoner, der skal hyppigt i kontakt med kommunen.”
Punktets udformning slutter: ”En ting er sikkert: vi er nået dertil, hvor vi skal have øget rådgivningen til borgerne, så flest muligt får den bedste løsning på en svær livssituation, vi alle på et tidspunkt i livet kommer til at stå i.”
Sagen fremsættes over for det politiske udvalg uden administrativ indstilling.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgerrådgivning som nytter – hvad skal en borgerrådgiver tage sig af?' til en bekendt