Forhøjet akseltryk for gyllevogne med lavtryksdæk
29. januar 2022 - kl. 7:07 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Kommune har udstedt dispensation til kørsel med forhøjet akseltryk for gyllevogne med lavtryksdæk for gyllesæsonen 2022.
Dispensationen til forøget totalvægt for gyllekørsel er begrænset til gylleudbringning i sæsonen 2022, eller indtil Trafikstyrelsen har udstedt nye regler om akseltryk for lavtryksdæk.
Dispensationen gælder udelukkende for kommuneveje. Der er således ikke givet tilladelse til kørsel med forhøjet akseltryk på private fællesveje på landet.
Frederikshavn Kommune kan efter aftale med politiet begrænse vægten på en specifik vejstrækning eller helt inddrage den generelle dispensation, hvis gyllekørsel med den øgede totalvægt viser sig at give problemer for vejens levetid eller for øvrige trafikanter.
Uanset dispensation skal kørsel ske med hensyntagen til den beskaffenhed, som vejene har.
Skiltede forbud om køretøjers maksimale bredde og vægtbegrænsning m.m. skal følges. Spærreflader og kantlinjer, som har til formål at beskytte vejene mod brud langs rabatter, bør ikke overskrides.
Dispensationen skal medbringes under kørsel.
Indtil Trafikstyrelsen har udstedt regler for lavtryksdæk vurderer Frederikshavn Kommune hvert år konsekvenserne af det forhøjede akseltryk for gyllevogne.
Tekst: Per Rye (efter kommunens hjemmeside)
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forhøjet akseltryk for gyllevogne med lavtryksdæk' til en bekendt