Stærk lokal tilstedeværelse bag Spar Nords bedste resultat i 197 år

Stærk lokal tilstedeværelse bag Spar Nords bedste resultat i 197 år

10. februar 2022 - kl. 10:46 - af

Med et resultat på 1.368 mio. kroner efter skat for 2021 har Spar Nord torsdag offentliggjort det hidtil bedste resultat i bankens 197-årige historie. Samtidig realiserer banken en egenkapitalforrentning på 12,9 procent, hvilket placerer Spar Nord blandt de bedste af de større danske banker.

Spar Nords netop offentliggjorte årsregnskab for 2021 viser et samlet resultat efter skat på 1.368 mio. kroner, hvilket er det bedste i bankens 197-årige historie.

Direktør i Spar Nord Bankområde Nord Morten Kock glæder sig over det flotte resultat og det faktum, at en betydelig del af resultatet kan tilskrives den lokale tilstedeværelse og de stærke kunderelationer:
– Vi er utrolig stolte over det resultat, som vi i dag har offentliggjort sammen med resten af Spar Nord. Det er en historisk milepæl, som vi blandt andet har vores kunder at takke for, sig han og fortsætter:
– For trods nedlukninger og hjemmearbejde, som følge af pandemiens fortsatte tag i samfundet, så har vores kunder været mere end interesseret i at lave forretninger med os. Faktisk har vi oplevet en helt usædvanlig høj aktivitet i løbet af året – blandt andet, som følge af det lave renteniveau og de begrænsede rejsemuligheder. Generelt kan vi konstatere, at vores kunder har det rigtig godt.

Det høje aktivitetsniveau i 2021 kom blandt andet til udtryk i form af flere end 6.500 hushandler og med omlægning af flere end 8.000 realkreditlån. Samtidig betød en stigning i interessen for indskud på pension, at bankens pensionspuljer rundede hele 25 mia. kroner i 2021.

På baggrund af det meget tilfredsstillende resultat for 2021 har Spar Nord til hensigt at udbetale et samlet udbytte på 5,00 kr. pr. aktie for 2021 svarende til 45 pct. af årets resultat.

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der indledningsvist udbetales et udbytte på 2,50 kr. pr. aktie, samt at bestyrelsen får en bemyndigelse til at udbetale yderligere op til 2,50 kr. pr. aktie. Det er hensigten, at de resterende 2,50 kr. pr. aktie udbetales inden udgangen af 1. halvår 2022, såfremt bestyrelsen vurderer, at der ikke opstår et behov for styrkelse af bankens kapitalgrundlag grundet eventuelle virksomhedsopkøb. Samtidig vil bestyrelsen vurdere muligheden for en tilpasning af bankens kapitalgrundlag via et aktietilbagekøb på op til 225 mio. kr.

Styrket lokal tilstedeværelse
2021 blev også året, hvor Spar Nord, som den første bank i Totalkredit-samarbejdet rundede 100 mia. kroner i realkreditudlån, ligesom banken udbyggede sit markedsområde og oprustede med flere nye afdelinger. Den geografiske vækst fortsætter i 2022, hvor banken etablerer to nye bankområder henholdsvis på Lolland-Falster og i Allerød.

– Den decentrale forretningsmodel er det, der i særdeleshed adskiller os fra andre aktører på markedet, og som gør os til en attraktiv samarbejdspartner, forklarer Morten Kock:
– Med beslutningskraften lokalt forankret kan vi nemlig langt hurtigere hjælpe vores kunder, når de har brug for det. Lokal tilstedeværelse giver stærke kunderelationer.

Dette blev også understreget i løbet af året, da Spar Nord for 5. år i træk blev kåret som banken med de mest tilfredse erhvervskunder blandt landets seks største banker i Aalunds Bank Barometer Business.

Som følge af den styrkede distributionskraft samt fortsat lave nedskrivninger forventer Spar Nord for hele 2022 et resultat efter skat i niveauet 1.000-1.250 mio. kroner.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stærk lokal tilstedeværelse bag Spar Nords bedste resultat i 197 år' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger