
Nu kan flere børn i Nordjylland få en voksenven
2. marts 2022 - kl. 10:00 - af Henrik Christensen
Med en donation fra TrygFonden på 1.2 mio. kr. kan Børns Voksenvenner i Nordjylland fortsætte arbejdet med at skabe nye venskaber mellem frivillige voksenvenner, og børn og unge, der mangler voksenkontakt. Venskaberne skal øge trivslen blandt børnene og de unge, og give dem en større tro på sig selv. Donationen overrækkes til Børns Voksenvenner af TrygFonden til et arrangement for frivillige i lokalforeningerne i Nordjylland og andre inviterede fredag den 4. marts kl. 16.00.
Alle mennesker har brug for sociale relationer at dele tanker og oplevelser med. Har børnene ikke tilstrækkelig positiv voksenkontakt, kan det føre til mistrivsel og påvirke deres videre udvikling i ungdoms- og voksenlivet. Derfor har Børns Voksenvenner i 31 år matchet frivillige voksne med tid og overskud i venskaber med børn og unge, der har brug for stærkere voksennetværk.
”Børn, som ikke trives, kan have stor glæde af at mødes med en voksenven, som de kan lave almindelige hverdagsaktiviteter med, søge råd hos og betro sig til. Ved at matche dem med en voksenven, der har tid og overskud at give af, kan børnene få den kontakt og opmærksomhed, som de savner fra en voksen, og som er afgørende for deres trivsel og fremtid”, siger Birgit Klitgaard Leong, regionskonsulent i Børns Voksenvenner Nordjylland og fortsætter:
”Vi har mange børn og unge på venteliste, og derfor er vi utrolig glade for donationen fra TrygFonden, som betyder, at vi kan iværksætte en rekrutteringsindsats efter frivillige voksne, så vi forhåbentlig kan tilknytte flere voksenvenner og dermed hjælpe endnu flere børn. Man skal godkendes af foreningens matchere for at blive voksenven, familieven, eller storesøster/-bror. Vi tilbyder også frivilligjobs, som matcher, aktivitetsarrangør, PR-medarbejder, fundraiser o.lign., og vi har plads til mange, som kunne have lyst til at blive en del af fællesskabet.”
Voksenvenner fjerner følelsen af ensomhed
Voksenvennen og barnet mødes 2-4 gange om måneden for at spille spil, bage en kage, gå en tur, eller hvad de nu har lyst til – det er barnet og den voksne, der selv aftaler, hvad de vil foretage sig sammen.
”Der opstår ofte en nær relation mellem barnet og voksenvennen, og barnet oplever at føle sig set og værdsat, samtidig med at kontakten afhjælper den ensomhed, som barnet kan føle fx efter forældrenes skilsmisse eller alvorlig sygdom i familien. Det betyder uendeligt meget for børnene, og som voksenven får man en masse glæde tilbage”, fortæller Birgit Klitgaard Leong, der opfordrer interesserede til at kontakte Børns Voksenvenner for at høre mere om, hvad det indebærer at være voksenven eller på anden måde frivillig i Børns Voksenvenner.
TrygFonden har gennem årene støttet Børns Voksenvenners arbejde for at øge børn og unges trivsel, og give dem en plads i fællesskabet. Det er TrygFondens regionale råd i Nordjylland, der endnu engang har besluttet at give midler til Børns Voksenvenner til indsatser i det nordjyske.
”I TrygFonden har vi fokus på, at alle skal have en plads i fællesskabet og føle en grundlæggende tryghed. Børns Voksenvenner gør en fantastisk forskel for mange børn og unge, der har brug for hjælp til at opleve nærværende voksenkontakt og dét at høre til. Det har alle børn brug for, men det er desværre ikke alle forundt, og derfor er det glædeligt, at endnu flere børn og unge nu kan få sig en voksenven her i Nordjylland og derigennem komme til at trives bedre”, siger Heine Callisen Brogaard, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Nordjylland.
Børns Voksenvenner i Nordjylland har lokalforeninger i Hjørring, Frederikshavn og Aalborg. Foreningen i Aalborg har eksisteret siden 1997, og tilsammen har lokalforeningerne i Nordjylland gennem årene skabt flere hundrede gode, solide og langvarige venskaber mellem frivillige voksne med tid og overskud, og børn og unge med spinkle eller svære familieforhold. På landsplan har organisationen eksisteret siden 1990 og består i dag af mere end 40 lokalforeninger rundt om i landet.
Om at være frivillig i Børns Voksenvenner
– De frivillige voksne er i alle aldre og af begge køn.
– Børn, der savner voksenkontakt, bliver matchet med frivillige voksne gennem grundig match-proces.
– Du kan blive frivillig i et af vores tre programmer: Frivillig familieven (børn på 0-6 år), frivillig voksenven (børn på 6-12 år) eller frivillig storebror/storesøster (børn på 11-15 år og frivillige på 20-35 år).
– Barnet og voksenvennen er som regel af samme køn.
– Venneparrene definerer selv indholdet i deres venskab.
– Venneparrene tilbringer nogle timer sammen 2-4 gange om måneden.
– En langvarig relation til en voksenven, baseret på et gensidigt ønske om at være sammen, opbygger tryghed og tillid hos barnet.
– Voksenkontakten styrker barnets selvværd via samvær, fælles interesser og oplevelser.
– Venskabet er ramme for at opbygge fortrolighed og en position som positiv rollemodel overfor barnet.
– Foreningen følger og støtter op om venskabet for at sikre kvalitet, tryghed og kontinuitet.
– Det er primært børn fra familier med kun én forsørger eller med forældre eller søskende, der er ramt af sygdom eller handicaps, der har glæde af en voksenven. Familien har typisk spinkelt eller ingen voksennetværk.
– En voksenven kan give barnet andre og flere perspektiver på tilværelsen, og dermed bidrage til at give barnet flere muligheder i voksenlivet.
– Især drenge, der vokser op i familier, hvor faren er fraværende, savner ofte et mandligt med- og modspil.
Se mere om mulighederne for at være frivillig i Børns Voksenvenner på www.voksenven.dk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu kan flere børn i Nordjylland få en voksenven' til en bekendt