Nye ressourcetildelingsmodeller til folkeskolerne og klubberne

Nye ressourcetildelingsmodeller til folkeskolerne og klubberne

11. marts 2022 - kl. 4:14 - af

Et enigt Børne- og Ungdomsudvalg besluttede i forgårs en ny ressourcetildelingsmodel til folkeskoleområdet med virkning fra den 1. august 2022 samt en ny tildelingsmodel for klubområdet, som træder i kraft pr. 1. januar 2023.

– Det har været en vanskelig men også spændende proces for et nyt udvalg at være med til at udarbejde nye ressourcetildelingsmodeller. Så det er meget glædeligt at kunne fortælle, at et enigt udvalg besluttede nye tildelingsmodeller til både skole- og klubområdet, udtaler Christina Lykke Eriksen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Den nye ressourcetildelingsmodel for skoleområdet understøtter den nuværende skolestruktur med sigte på de meget forskellige skoleafdelinger, der er – både hvad angår elevtal og klassestørrelser. Den nye model skal blandt andet sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til den lovpligtige undervisning på alle afdelinger. Herudover indeholder modellen også puljer, der fordeler midler i forhold til elevtal, klassestørrelser og skolernes socioøkonomiske baggrund. Udvalget tror på, at denne model giver en mere retfærdig fordeling af de penge, kommunen har i det samlede skolevæsen.

Ressourcerne til klubområdet er tidligere blevet fordelt efter potentielle medlemmer og socioøkonomi. Men nu forsøger modellen at sikre, at der både tages hensyn til, hvor mange unge, der har et behov for klubtilbud i området, men forsøger også at skabe et incitament til klubberne til at lave attraktive tilbud, som de unge ønsker at benytte – altså kort sagt, at klubben også får penge for, hvor mange der er tilmeldt deres klub.

Inden den endelige model blev udarbejdet, var der en god og konstruktiv dialog med bestyrelserne på klub- og skoleområdet samt skolebestyrelsesformændene. Modellerne har været i høring hos relevante parter, blandt andet i skolebestyrelser, klubbestyrelser, MED-udvalg og faglige organisationer. Der er kommet mange input, og det vil udvalget gerne sige tak for.

– Den lokale forankring i klubber og skoler er overordentlig vigtig for Børne- og Ungdomsudvalget. Ressourcetildelingerne er derfor modeller til, hvordan midlerne fordeles i klubberne og skoledistrikterne. Det kan ikke understreges nok, at det er op til de enkelte enheder at prioritere og beslutte, hvordan de ønsker at anvende midlerne, siger udvalgsformand Christina Lykke Eriksen.

Nu går implementeringen i gang, og Børne- og Ungdomsudvalget er spændte på at følge dette arbejde fra sidelinjen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nye ressourcetildelingsmodeller til folkeskolerne og klubberne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger