Børnekordage for alle 4. klasser i hele kommunen

Børnekordage for alle 4. klasser i hele kommunen

23. marts 2022 - kl. 10:16 - af

Musikskolen samarbejder i år med alle skoler i hele kommunen om Børnekordage. Børnekordagene er en af musikskolens stolte traditioner, hvor alle 4. klasses elever mødes og synger i kæmpestore kor med eleverne fra andre skoler.

Temaet for dette års børnekordage er Søs Fenger og der er blevet udvalgt fire sange, som er blevet skrevet om til korarrangementer. Eleverne har øvet sangene med deres egne musiklærere på skolerne og når de mødes til børnekordagene med alle de andre elever, skal de bruge hele dagen på at øve numrene sammen.

Koret bliver hjulpet af et band, der består af fire lærere fra musikskolen, som spiller trommer, bas, guitar og klaver. Underviser ved Musikskolen, Signe Højmark Thaarup skal styre slagets gang, som dirigent for de mange børn.

Om aftenen går det så løs med koncerter, hvor elevernes forældre og familie er inviteret med. På aftenen skal der udover de fire korsange også synges to af Søs Fengers sange, som fællessange.

“Eleverne møder et band og får en fed oplevelse med livemusikken. Kordagene er noget, de glæder sig til” Fortæller musiklæreren Dorthe Linde Jørgensen fra Stensnæs skole. Kirsten Holm Bjerg fra Sæby Skole supplerer: “Ja, og det at møde de andre elever fra de andre skoler giver også et sammenhold imellem eleverne.”

For at sådan nogle store arrangementer kan komme på benene, er der behov for meget forberedelse. Musikskolen har udarbejdet materiale til musiklærerne, så de nemt har kunnet arbejde med de udvalgte sange sammen med deres elever. Lærerne har også deltaget i en stor kursusdag, som blev afholdt på Musikskolen. Her var det lærerne selv, der skulle synge kor, så de derigennem bliver endnu bedre til at lære fra sig. For lærerne er kursusdagen en god oplevelse og de er glade for det materiale, som musikskolen laver til dem.

“Det er fedt at møde de andre lærere. Man bliver en del af et større fællesskab, og musikken og musikundervisningen får lige et boost” Udtaler musiklæreren Mikkel Karlsson fra Frederikshavn Friskole.

Musikskolens og kommunens skoler samarbejder om børnekordagene for at gøre det så fedt for børnene, som muligt, og for at give dem en stor musikalsk oplevelse.

“Vi er så stolte af, at vi i år har alle skoler med til Børnekordagene. Det er fedt at lære musiklærerne på de mange skoler at kende og det er dejligt at vide, at det materiale og de kurser, vi laver for dem, kan bruges på skolerne. Og på børnekordagene kulminerer det hele og det er bare en dag fyldt med musik og glæde – det er det, musikken kan.” Udtaler Signe Højmark Thaarup.

I denne og i næste uge går det så løs. Der er koncerter i Skagen, Sæby og to i Frederikshavn, og alle forældre og venner er allerede inviteret. Der er offentlig adgang, så hvis du har lyst til at høre Søs Fenger fortolket af kommunens 4. klasses elever, så kom endelig forbi.

Koncerterne er:
D. 23. marts kl. 19 i Det Musiske Hus i Frederikshavn
D. 24. marts kl. 18.45 i Det Musiske Hus i Frederikshavn
D. 29. marts kl. 19 i Badmintonhallen i Skagen
D. 30. Marts kl. 19 på Hørby Efterskole

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Børnekordage for alle 4. klasser i hele kommunen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger