
Unges mentale sundhed og trivsel på skoleskemaet
27. marts 2022 - kl. 7:17 - af Henrik Christensen
Unges mentale sundhed står højt på den politiske dagsorden i Frederikshavn Kommune. En stor gruppe af kommunens fagpersoner var torsdag inviteret til en temadag, der stillede skarpt på pædagogiske handlemuligheder i relation til unges mentale sundhed og trivsel.
Byrådet i Frederikshavn Kommune har i budget 2021 og tre år frem afsat midler til at fremme unges mentale sundhed og trivsel. En af ambitionerne med projektet er at bidrage til at opbygge viden og kompetencer i den kommunale organisation, og torsdag var det pædagogiske personale i udskolingen, 10. klassecentret, Ungdomsskolen, Fritids- og ungdomsklubberne, PPR samt Sundhedsplejen inviteret til en inspirerende temadag. Her præsenterede Thomas Thyrring Engsig, der forsker i inklusion og eksklusion i skole og uddannelse, aktuel viden om bl.a. unges deltagelse i fællesskaber:
– I indsatsen for at styrke de unges mentale sundhed spiller videndeling og uddannelse en vigtig rolle. Derfor har vi inviteret vores pædagogiske personale til en temadag, hvor de har fået præsenteret den nyeste forskningsviden og diskuteret, hvordan de i deres pædagogiske praksis kan arbejde med inklusion og unges deltagelse i stærke fællesskaber, udtaler Christina Lykke Eriksen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.
FAKTA om projekt ’Unges mentale Sundhed’
Frederikshavn Kommune ønsker at fremme unges mentale sundhed, og der er derfor afsat midler til en prioriteret forældrerettet indsats, der står ved siden af og spiller positivt sammen med de øvrige kommunale indsatser – herunder uddannelse af fagpersoner. I Budget 2021 er der afsat 1 mio. kr. og fra 2022 og i overslagsårene 0,5 mio. kr.
Målgruppen for indsatsen er forældrene til unge på klassetrinene 7.-9. klasse. Succeskriteriet for projektet er at mobilisere ressourcer hos forældrene ved at imødekomme både deres tvivl, udfordringer og bekymringer ved at sætte deres ressourcer i spil gennem konkret viden, inspiration og vejledning.
Arbejdet sigter mod den samlede forældregruppe, og de udviklede tilbud skal være bredt tilgængelige.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Unges mentale sundhed og trivsel på skoleskemaet' til en bekendt