Trods corona: Idrætsforeninger i Frederikshavn kommune går frem i 2021
8. april 2022 - kl. 6:35 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Idrætsforeningerne under DIF og DGI i Frederikshavn Kommune går frem med 1.169 medlemmer i kalenderåret 2021. Også på landsplan går foreningerne frem i medlemstal, men der er stadig lang vej til niveauet før pandemien.
Corona-restriktionerne for idræts- og foreningslivet varede længere og var mere omfattende i 2021 end i 2020. Alligevel viser 2021-medlemstallene for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI en fremgang på 12.101 medlemmer. Dermed har idrætsforeninger under DIF og DGI nu 2.228.776 medlemmer tilsammen.
Også i Frederikshavn Kommune er det lykkes at komme igennem corona-året med en fremgang på 1.169 medlemmer, så der nu er 21.524 medlemmer i kommunens idrætsforeninger under DIF og DGI.
I medlemstallene ligger en lille stigning i alle aldersgrupper, men særligt de voksne har søgt ind i foreningernes fællesskaber. Aktivitetsmæssigt er fremgangen spredt ud på mange forskellige idrætter – med fodbold, golf, gymnastik, fitness og padel som højdespringerne. Alle aktiviteter er hver især gået frem med mellem 100 og 350 medlemmer fordelt på kommunens foreninger. Der er ingen idrætsaktiviteter som er gået nævneværdigt tilbage i 2021.
Glæde over udviklingen
Efter en årrække med fremgang og historiske 2,3 millioner medlemmer i 2019, mistede DIF og DGI knap 90.000 medlemmer på landsplan i corona-året 2020. Nu er lidt af det tabte hentet ind igen, og den opadgående medlemskurve glæder DIF, som sender kredit til de frivillige.
”Først og fremmest glæder vi os over, at frafald er vendt til fremgang trods endnu et år med corona. Der er stadig tabt terræn at genvinde i forhold til 2019-tallene, men vi er på rette vej. Her må vi igen sende en stor tak til de mange frivillige, som har gjort en stor forskel og et fantastisk arbejde ude i landets foreninger i et svært år for idrætten,” siger DIF-formand Hans Natorp.
Den holdning deler DGI, og endnu flere medlemmer skal bydes indenfor i fremtiden.
”For DGI handler det om at få så mange nordjyder som muligt tilbage til de sunde fælle sskaber. Nu har vi status efter to år med corona, og set over en bred kam, har vi en fælles opgave i at understøtte foreningslivet alt det vi kan. Derfor følger vi udviklingen tæt, sammen med Frederikshavn Kommune, og ser på de relevante tiltag, der skaber størst værdi for hverdagen i foreningerne”, siger Peter Otto Yde Thomsen, som er formand i DGI Nordjylland og slutter af:
”Jeg oplever et stærkt foreningsliv i Nordjylland. Hvis vi forener kræfterne, og byder ind med fælles ressourcer på tværs af forening, kommune og organisationer, står vi med stærke kort på hånden”.
DIF og DGI kvitterer samtidig for, at kommunerne har understøttet foreningslivet økonomisk og ydet andre former for hjælp.
Visionsarbejdet fortsætter
Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om Bevæg dig for livet-visionen med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Formålet er at gøre Danmark til verdens mest aktive nation, og i den forbindelse er der udviklet en lang række tilpassede idrætstilbud til foreninger og indgået samarbejder med 25 såkaldte visionskommuner, så endnu flere danskere bliver fysisk aktive.
Samarbejdet med kommuner, idrætsforeninger og andre partnere fortsætter, og med udsigten til at COVID-19 bliver en mindre faktor i de kommende år, forventer DIF og DGI en stigning i fremtidens medlemstal.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Trods corona: Idrætsforeninger i Frederikshavn kommune går frem i 2021' til en bekendt