Virksomheder klar til at ansætte ukrainere – byder ind med jobs
9. april 2022 - kl. 7:24 - af Henrik Christensen
Lokale virksomheder viser stor interesse for at ansætte en ukrainsk flygtning. Men endnu flere bør åbne døren.
Gennem de sidste uger har adskillige busser taget den lange tur fra Østeuropa til Nordjylland. Med ukrainske flygtninge som passagerer har endestationen været pladsen foran rådhuset i Frederikshavn. Siden krigen i Ukraine brød ud, har knap 190 ukrainere sat fødderne i Frederikshavn Kommune. Hertil kommer et endnu ukendt antal privat indkvarterede ukrainske voksne og børn.
Det er Frederikshavn Kommune, der har stået for at tage imod de ukrainske flygtninge og hjælpe dem indlogering og med at søge opholdstilladelse. Processen tager lige nu flere uger, og først når opholdstilladelsen er i hus, kan de flygtninge, der føler sig klar til det, starte i et arbejde.
”Det er vigtigt, at vi husker på, at det er kvinder og børn, der flygtet fra krigen. Mænd og voksne sønner må blive tilbage. Derfor skal vi sørge for, at de ukrainske borgere først og fremmest føler sig trygge her – det gælder både børn og voksne. Det skal vi gøre med vores gæstfrihed og hjælpsomhed. De ukrainske flygtninge giver udtryk for en parathed til at starte i et job. De har en stærk arbejdsidentitet, og de udtrykker, at de gerne vil bidrage til det samfund, som har taget dem ind,” siger John Karlsson, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Erhvervslivet bør bidrage
Hvis de ukrainske flygtninge føler sig klar til at starte i et job, er det kommunen, der skal stå for at matche dem med en stilling i en lokal virksomhed. Derfor opfordrer Frederikshavn Kommune erhvervslivet til at byde ind med ledige stillinger. De tre erhvervsforeninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby, som har fingeren på erhvervslivets puls, stemmer i.
”Danskerne har taget hjerteligt imod de mennesker, der er på flugt fra krigen i Ukraine, og jeg oplever, at det også gælder vores erhvervsliv. Som erhverv skal vi vise samfundssind og bidrage til, at vores ukrainske medborgere kan komme ind på arbejdsmarkedet,” siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsforening og fortsætter:
”Et arbejde giver en stabil hverdag og gør, at man bliver en del af et fællesskab. Og så er der for tiden mangel på arbejdskraft. I de tre erhvervsforeninger opfordrer vi til, at endnu flere virksomheder åbner døren for en ukrainsk flygtning.”
”Sammen kigger vi på, hvordan det kan lade sig gøre”
Selvom mange virksomheder allerede har budt ind med jobåbninger, er behovet for arbejde til ukrainerne fortsat stort. For en stor del af flygtningene er i den arbejdsdygtige alder. Alene i Frederikshavn Kommune er der omkring 70 ukrainske flygtningekvinder i alderen 25-40 år, blandt de ukrainere som kommunen kender til, og der forventes at komme mange flere til.
”Indenfor landbruget, bygge- og anlægsbranchen og indenfor serviceerhvervene kan det være oplagt at ansætte en ukrainer. Men også hvis en virksomhed tilhører en helt anden branche, kan der være gode muligheder. Sammen kigger vi på, hvordan det kan lade sig gøre samt at sikre, at det sker under ordnede forhold,” siger John Karlsson.
Han opfordrer samtidig alle virksomheder, der er interesserede i at ansætte en ukrainsk flygtning, til at kontakte kommunens Virksomhedsservice for at få en uforpligtende snak om mulighederne.
Har din virksomhed en jobåbning? Så se mere her: www.frederikshavn.dk/ukraine/til-virksomheder/
Eller kontakt kommunens Virksomhedsservice på 98 45 96 00 eller vs@frederikshavn.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Virksomheder klar til at ansætte ukrainere – byder ind med jobs' til en bekendt