Kysten fra Grenen til Hals med i risikovurdering 100 år frem
12. april 2022 - kl. 12:17 - af Henrik Christensen
Kystdirektoratet har udarbejdet en landsdækkende kortlægning af risikoen ved kystområderne frem til år 2120.
Kortlægningen suppleres af vejledende strategier og forslag til konkrete tiltag til at håndtere risikoen for oversvømmelser og erosioner.
Danmarks kystlinje er i den forbindelse inddelt i 15 hovedstrækninger, baseret på overordnede geografiske forhold og markante fixpunkter i landskabet – som fjorde, fremspring og broer. Ofte går en hovedstrækning på tværs af kommunegrænser. Hver hovedstrækning er yderligere opdelt i delstrækninger, som tager udgangspunkt i kysttekniske forhold, som kendetegner området.
Første delstrækning, som er på ca. 82 km, går fra Grenen til Haldbjerg lige syd for Frederikshavn. Strækningen omfatter også øgruppen Hirsholmene.
Denne delstrækning er udpeget pga. den sydgående sedimenttransport og større sammenhængende lavtliggende områder.
Skagen, Hulsig, Aalbæk, Jerup, Bratten, Strandby og Frederikshavn ligger inden for delstrækningen.
Med i overvejelserne og planerne indgår Natura 2000 – bl.a. i den allernordligste ende ved Grenen, Råbjerg Mile og Hulsig Hede. Desuden berører planerne Hirsholmene.
Der tales ligeledes om strategistrækninger, hvor der er kortlagt risikovurderinger for mulige oversvømmelser op til 100 år frem i tiden.
Her er strækningen bl.a. omfattet af en fællesaftale mellem staten og Frederikshavn Kommune. Aftalen omhandler, hvad der benævnes som “helhedsorienteret kystbeskyttelse” nord og syd for Skagen Havn.
Næste delstrækning starter ved Haldbjerg syd for Frederikshavn og fortsætter sydover forbi Sæby frem til Bisnap ved Hals. Denne strækning er på ca. 82 kn.
I omdelingen her indgår en godt 12 km lang strategistrækning fra Sulbæk mellem Frederikshavn og Sæby og frem til Store Nørreklit nær Lyngså.
Også her er der via nedenstående links mulighed for at nærlæse, i hvor høj grad der inden for de kommende 100 år er risiko for erosion og oversvømmelse af kysten.
Der fortsættes herefter fra Nørreklit til Bisnap/Hals – generelt med lav risiko for oversvømmelse.
En anden hovedstrækning starter ved Grenen og fortsætter langs den nordjyske vestkyst forbi Hirtshals mod Hanstholm, Klitmøller, Nr. Vorupør og Thisted.
Der kan læses meget mere om planerne på www.kyst.dk (kystplanlægger 2120) og www.kystplanlægger.dk
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kysten fra Grenen til Hals med i risikovurdering 100 år frem' til en bekendt