Hvor ska’ vi hen du?
23. april 2022 - kl. 8:42 - af Henrik Christensen
HTX har rejser og dannelse i fokus – og endnu mere næste år.
Teknisk gymnasium i Frederikshavn (HTX) har i de seneste uger haft fuld fart på studierejserne. Inden for de seneste uger har 2.g’erne været i Rom og 3.g’erne på Island. Formålet med studieturene er at give eleverne et internationalt perspektiv på den skolegang, de har til daglig på HTX i Frederikshavn. Studieturene har naturligvis også et socialt sigte og i en gymnasietid præget af Covid-19, har eleverne virkelig set frem til rejserne.
– Det var en fed oplevelse at være på Island – det var en helt anderledes natur, der slet ikke kan sammenlignes med noget andet sted, siger Jacob fra 3.c.
Thomas fra 3.c tilføjer – Det var også rigtig godt for det sociale sammenhold. Fx lejede vi på egen hånd biler, og kørte ud og besøgte vandfald og varme kilder, når der ikke var programlagte aktiviteter.
Eleverne giver helt klart et billede af, at studieturene har haft stor betydning socialt, men også i forhold til det faglige har turene givet dem et løft, fortæller vicerektor Lene Faurholt og supplerer:
– Der er ingen tvivl om, at der er nogle af vores gymnasielever, der føler sig lidt ”snydte” for den gymnasietid, de havde drømt om, og derfor er jeg rigtig glad for at give dem denne oplevelse, da studieturene er noget af det, de husker resten af livet. Samtidig er vi på HTX slet ikke færdige med at rejse og være internationale. Næste år starter vores nye studieretning ”Verdensklassen”, hvor der er endnu mere fokus på det internationale og studierejser alle tre år. Her arbejder vi blandt andet på Grønland, USA, Vietnam og Australien, som mulige destinationer for vores kommende elever – så det glæder vi os til!
”Verdensklassen” er en ny studieretning på HTX, der starter op til august, hvor der både er studierejser alle tre år og samtidig er der én dag virtuel undervisning om ugen, hvor der også indimellem vil være indslag fra uddannelsesinstitutioner i resten af verden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvor ska’ vi hen du?' til en bekendt