Energistyrelsen godkender forundersøgelser for Havvindmøllepark

Illustrationsfoto.

Energistyrelsen godkender forundersøgelser for Havvindmøllepark

27. april 2022 - kl. 5:22 - af

Energistyrelsen har den 26. april 2022 godkendt forunder-søgelsesrapporten for Frederikshavn Havvindmøllepark, der består af en miljøkonsekvensrapport. Det er også offentliggjort, at der afholdes borgermøde d. 2. juni 2022 om projektet, hvor European Energy og Energistyrelsen deltager.

Energistyrelsen har med godkendelsen vurderet, at forundersøgelsesrapporten (miljøkonsekvensrapporten) opfylder lovens krav til indhold, og at det ikke på det foreliggende grundlag kan afvises at være relevant at udnytte energien i området.

Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten giver ikke projektudvikleren, Frederikshavn OWF (Offshore Wind Farm), som har adresse hos European Energy, ret til at opføre havvindmølleparken, men det giver Frederikshavn OWF mulighed for at gå videre til de næste skridt i ansøgningsprocessen, herunder ansøge om etableringstilladelse.

Energistyrelsen tager først endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet, når der har været gennemført en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten.

Forundersøgelsesrapporten sendes i otte ugers høring

Hvis Frederikshavn OWF søger om etableringstilladelse, så skal miljøkonsekvensrapport for projektet sendes i en otte ugers offentlig høring, og der skal afholdes et borgermøde om projektet.

Det forventes, at miljøkonsekvensrapporten for projektet vil blive sendt i høring ultimo maj (uge 21), og at der vil blive afholdt borgermøde om projektet den 2. juni 2022 kl. 19.00 i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

På mødet præsenterer projektudvikler European Energy miljøkonsekvensrapporten, og det vil være muligt at stille spørgsmål. Energistyrelsen deltager også i borgermødet, da styrelsen er myndighed for havdelen af projektet, mens Frederikshavn Kommune er myndighed for landdelen af projektet.

Fakta om projektet

Projektet omfatter opstilling af op til 5 havvindmøller med en installeret effekt på mellem 21,6-72 MW inden for et ca. 5,5 km2 stort område. De enkelte møller vil have en maksimal højde på 265 m. Forundersøgelsesområdet ligger ca. 4,5 km øst for Frederikshavn Havn. Afstanden til kysten er ca. 4 km.

Klik her for at læse godkendelsen af forundersøgelsesrapporten.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Energistyrelsen godkender forundersøgelser for Havvindmøllepark' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger