Forsøg med affaldssortering i flere fraktioner skaber vigtig viden

Foto: Frederikshavn Kommune

Forsøg med affaldssortering i flere fraktioner skaber vigtig viden

27. maj 2022 - kl. 7:18 - af

Vores affald sætter markante aftryk på udledningen af CO2. Det belaster vores klode og klima. Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune har sat en prøvehandling i gang på rådhuset for at træne i at sortere i flere affaldstyper og få et overblik over affaldsmængden.

I alle landets kommuner skal vi fra 1. januar 2023 sortere i 10 forskellige typer affald – også kaldet fraktioner. Baggrunden er et ønske om, at vi i fremtiden genanvender endnu flere typer affald for at reducere mængden af CO2, der belaster både kloden og klimaet. Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune har netop sat en prøvehandling i gang på rådhuset, hvor der er opsat nye midlertidige affaldsstationer to centrale steder på hver etage. Formålet er at træne i at sortere i flere fraktioner, som vi skal fra nytår. Forsyningen kan samtidigt få et overblik over affaldsmængderne, før de investerer i nye affaldsbeholdere.

– I Verdensmålsudvalget er vi stålsatte på at omsætte verdensmål til hverdagsmål. Vi er en grøn kommune, og vi sætter konkrete handlinger i gang, der bidrager til bæredygtig omstilling. Nu prøver vi i en forsøgsperiode at sortere i flere typer affald og høste nogle erfaringer, som kan gøre os skarpe på at sortere og kloge på, hvor meget affald Forsyningen skal håndtere. Og så håber vi, at vores prøvehandling kan inspirere vores borgere og virksomheder, udtaler Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune.

I prøveperioden er de mange små affaldsspande fjernet fra kontorerne og erstattet af de midlertidige affaldsstationer med separate skraldespande til de forskellige typer affald.

Succes med sortering af madaffald

Affald er en del af vores hverdag, og Forsyningen kan konstatere, at både borgere og erhvervsliv i Frederikshavn Kommune er veltrænede i at sortere madaffald, der bliver genanvendt som biogas og gødning. Kommunens genbrugspladser er velbesøgte, og her er erfaringen, at folk har godt styr på at sortere i fraktioner. Med forsøg som det, der nu kører på rådhuset i Frederikshavn, bliver de ansatte mere bevidste om, hvordan de skal sortere de forskellige affaldstyper – både på arbejdspladsen og derhjemme efter nytår.

Det kan for nogen måske virke omsonst at sortere i flere typer affald, når Forsyningen endnu ikke har et system, der gør det muligt at modtage de planlagte fraktioner. Men der er mening med galskaben. Forsøget med sortering i flere fraktioner giver vigtig viden, som danner grundlag for at træffe de bedste og mest fornuftige valg af løsninger.

Med prøvehandlingen på rådhuset får Forsyningen et billede af mængden af affald i de enkelte fraktioner og dermed en pejling på størrelsen af affaldsbeholdere, der skal købes ind. Samtidig vil erfaringerne fra forsøget kunne bidrage til planlægningen af den fremtidige tømningsfrekvens.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Forsøg med affaldssortering i flere fraktioner skaber vigtig viden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger