
TrineMatea og Mikkel udstiller frederikshavnermotiver
27. maj 2022 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
’Frederikshavn – min barndomsby’ vil være en meget passende titel at give juni måneds kunstudstilling på Frederikshavn Bibliotek. TrineMatea Kostending og Mikkel Egelund er de to aktuelle kunstnere, som begge kommer med malerier, der tager udgangspunkt i motiver fra deres barndomsby – men på hver sin måde.
TrineMatea Kostending er født og opvokset i Frederikshavn. – Jeg har stor kærlighed til min hjemby med alt den skønhed, den byder på med alle sine kontraster – den industrielle havn, stranden, skoven, bygninger, alle de små kroge og betragtninger, man får, når man vokser op i byen, fortæller TrineMatea. Naturen, energierne, det spirituelle og alt hvad der ikke kan måles og vejes, det fascinerer mig, og det vil jeg gerne have kommer til udtryk i mine malerier. Derfor indeholder mine billeder også en masse nostalgi, barne- og ungdomsminder – ja, følelsen af ’hjemme’, som jeg ved, at andre frederikshavnere kan nikke genkendende til, forklarer TrineMatea.
Fra Street Art til canvas
Mikkel udstiller malerier af lokale frederikshavnermotiver, som er valgt efter de steder, hvor Mikkel voksede op. – Jeg har malet steder, der vækker minder, og steder som helt sikkert også betyder noget for andre frederikshavnere, forklarer Mikkel Egelund.
Han har sine kunstneriske rødder plantet i Street Art miljøet, og var for nogle år siden meget aktiv gadekunstner under kunstnernavnet ‘Smelt Mig’ som var bredt repræsenteret på gaderne i hele Danmark.
De seneste år har Mikkel Egelund rykket sin gadekunst over på canvas, men stilen er den samme. Naivistisk og med ’sprald’ på farverne, men stadig sat i en sjov ‘Smelt Mig’ kontekst. Han har tidligere udstillet sin kunst på bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum, men også mange andre steder på tværs af landet.
Udstillingen kan ses på Gallerigangen, Frederikshavn Bibliotek frem til 30. juni.
Fernisering: lørdag den 4. juni, kl. 12.00 Gallerigangen, Frederikshavn Bibliotek
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'TrineMatea og Mikkel udstiller frederikshavnermotiver' til en bekendt