Frederikshavn Kommune udvikler velfærdstalenter på stribe
12. juni 2022 - kl. 11:20 - af Henrik Christensen
Hele fire af de udkårne til Velfærdens Talent 100 2022 arbejder i Frederikshavn Kommune. De blev fejret sammen med 96 andre velfærdstalenter fra hele Danmark den 16. maj på Christiansborg med deltagelse af blandt andre social- og ældreminister Astrid Krag.
Mathias, Kirstine, Camilla og Elisabeth har to ting til fælles; de arbejder i Frederikshavn Kommune, og de er kåret til Velfærdens Talent 100 2022 af PenSam og FOA. I 2021 kom et enkelt af de 100 velfærdstalenter fra Frederikshavn Kommune. I år er der kåret fire på stribe.
– Det har betydning i forhold til at tiltrække de medarbejdere, vi har brug for på velfærdsområderne i fremtiden. Velfærdens Talent 100 er med til at sætte spot på hverdagens helte, der gør en forskel for de mest sårbare i vores samfund. Jeg er stolt af vores velfærdstalenter. De er vigtige forbilleder for andre unge, der overvejer deres uddannelsesvalg, og vi har brug for, at mange flere bliver inspireret til at vælge en velfærdsuddannelse, udtaler Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Velfærdstalenterne er udvalgt af et dommerpanel, der har vægtet de skriftlige nomineringer, som er indsendt af talenternes uddannelsesvejledere og kolleger.
Fast job efter endt uddannelse
For Kirstine Kjær Skrejborg, 34 år var et brancheskifte fra kontorassistent til SOSU-assistent det helt rigtige:
– Jeg føler mig så godt tilpas med, at i det her job, kan jeg være mig selv. Jeg kan trække på min erfaring med kundeservice, for ikke to borgere er ens, og jeg er nødt til at tilrettelægge sygeplejen efter den borger, jeg har med at gøre, siger SOSU-assistent Kirstine Kjær Skrejborg.
Mathias Vestergaard Jørgensen begyndte i grundforløb som pædagogisk assistent, men da han kom i praktik på et ældrecenter, fandt han ud af, at SOSU-uddannelsen lige var ham.
– Jeg er vild med at være i hjemmeplejen i Østervrå, hvor arbejdsmiljøet er rigtig godt. Vi hjælper hinanden, og er gode til at rose hinanden, og så bliver jeg taget rigtig godt imod af borgerne, der synes, det er dejligt, at der kommer en ung mand fuld af energi, fortæller SOSU-assistentelev Mathias Vestergaard Jørgensen, der efter endt uddannelse er sikret fastansættelse i hjemmeplejen.
Hjælper borgerne til at hjælpe sig selv
Siden 2015, da Camilla Dige Pedersen var i praktik som SOSU-assistentelev på Mariested i Sæby, blev hun hooked på det praksisnære psykiatriske område, hvor hun i dag arbejder som SOSU-assistent:
– Det er spændende at hjælpe borgerne til at hjælpe sig selv. Jeg arbejder hver dag for at støtte borgeren i læren om egen sygdom, for med erkendelsen kommer evnen til at flytte sig selv. Oplevelsen af, at andre sætter pris på det, jeg gør, er en gave i sig selv, Camilla Dige Pedersen.
Elisabeth Irgens Møller er 31 år, uddannet salgsassistent i Salling Aalborg, har haft egen tøjbutik og arbejder som SOSU-assistent i fast aftenvagt i LeveBo Abildparken i Frederikshavn.
– Som SOSU-assistent får jeg en meget tættere relation til de mennesker, jeg har med at gøre, end til kunderne i en butik. De ældre giver mig positiv respons og får mig til at føle, at jeg gør en forskel. Vi har en lydhør ledelse, der giver os de kompetenceløft, der løfter os fagligt, så vi kan følge med, når borgerne ændrer sig, fortæller Elisabeth Irgens Møller, LeveBo Abildparken.
Det vi giver opmærksomhed vokser
En højt prioriteret og målrettet indsats for at fastholde medarbejdere, rekruttere og talentudvikle nye elever til velfærdsområderne i Frederikshavn Kommune bærer frugt:
– Vi har en høj standard i vores praksis, som er en forudsætning for, at vores borgere oplever velfærdsydelser og omsorg på et højt niveau. Vi kaster lys på dygtighed og på vores talenter, og det vi giver opmærksomhed vokser. Vores fokus ligger på at udvikle og uddanne dygtige velfærdsmedarbejdere til fremtidens velfærdsopgaver, siger Lene Moselund, uddannelsesansvarlig for SOSU-elever og sygeplejestuderende i Frederikshavn Kommune.
Du kan finde information om SOSU-uddannelsen og jobopslag på www.sosufrederikshavn.dk eller kontakte Lene Moselund, uddannelsesansvarlig for SOSU-elever og sygeplejestuderende på tlf. 23 84 73 23.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn Kommune udvikler velfærdstalenter på stribe' til en bekendt