Illustrationsfoto.
Kommunens høringssvar til Energistyrelsen om havvindmøllepark
17. juni 2022 - kl. 8:29 - af Henrik Christensen
Der er sommeren over frem til starten af august offentlig høringsperiode for planerne om en havvindmøllepark ved Hirsholmene – den såkaldte miljøkonsekvensrapport. Møllernes højde er af samme højde, som de største pyloner ved højbroen på Storebælt.
Det er European Energy A/S, som ønsker at opstille 5 havvindmøller på op til en højde på 256 m med en samlet installeret effekt på op til 82 MW placeret i et område på havet nær Hirsholmene.
Byrådet har på næste møde den 22. juni forslag til at høringssvar med borgmesteren som underskriver på dagsordenen. Byrådet anbefaler opsætningen af møllerne. Det er byrådets vurdering, at etableringen af vindmøllerne vil have en relativ lav påvirkning på miljøet og omgivelserne.
Det hedder på dagsordenen, at for at sende et positivt signal til Energistyrelsen, foreslås det, at dette forslag til høringssvar sendes til Energistyrelsen:
”Frederikshavn Kommune anerkender udfordringerne med opsætning af store elementer i landskaberne og i nærmiljøet, men behovet for en national omstilling til vedvarende og grøn energi gør det nødvendigt med forandringer og prioriteringer også lokalt, hvis vi skal lykkes, nationalt og globalt.”
”Det betyder, at der skal foretages en konkret prioritering mellem opsætning af vindmøller og de påvirkninger, det giver af støj, visuelt, samt for flora og fauna.”
Væsentlig forandring på Hirsholmene
”Det anerkendes i rapporten, at der i sommerhusene på Hirsholmene vil opleves en væsentlig forandring med opsætningen af de 5 havvindmøller ud for Frederikshavn. Miljøkonsekvensrapportens samlede vurdering af påvirkningerne er grundigt beskrevet, og der er redegjort for i det fremlagte materiale.”
”På den baggrund anbefales det, at der gives tilladelse til opsætning af de i alt 5 havvindmøller.”
”Byrådet lægger vægt på den grønne omstilling og den nationale uafhængighed på energi/forsyningsområdet, samt ikke mindst behovet for og omlægningen af ressourcetrækket fra ”sort” energi til grøn energi, hvis vi som kommune og borgere skal være med til at modvirke temperaturstigningerne og udledningen af CO2 nu og til fremtidige generationer.”
”Det er byrådets vurdering, at etableringen af vindmøllerne vil have en relativ lav påvirkning på miljøet og omgivelserne.”
”Opsætningen og gevinsterne ved de 5 havmøller, der overholder grænseværdier og bestemmelserne, overstiger klart generne. På baggrund af ovenstående anbefaler byrådet opsætningen og etableringen af Havvindmølleparken Frederikshavn.”
Størrelse på andre høje byggerier
For at illustrere de påtænkte møllers højde, som altså er 256 m stykket, kan det nævnes, at de største pyloner, der bærer højbroen over Storebælt er 254 m.
Eiffeltårnet måler 300 m, Rundetårn 41,55 m, pylonerne ved Lillebæltsbroen måler 120 m og ved Farøbroen 95 m.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunens høringssvar til Energistyrelsen om havvindmøllepark' til en bekendt