
Harald Nielsens hustru Rudi “Mie” Nielsen taler foran statuen af Harald.
Fortuna Hjørring hædres med dette års Guld-Harald
28. juni 2022 - kl. 8:29 - af Henrik Christensen
Årets ”Guld-Harald” går i 2022 til kvindefodboldklubben Fortuna Hjørring. Selve kåringen foregår mandag den 11. juli kl. 18 på Harald Nielsens Plads ved Arena Nord i Frederikshavn. Alle er velkomne til at overvære seancen, hvor også hele familien Nielsen vil være til stede sammen med flere prominente gæster.
Fortuna Hjørring har en meget stor aktie i den popularitet, som kvindefodbolden i Danmark har oplevet gennem de seneste år, fordi Fortuna Hjørring altid har insisteret på, at kvinde- og pigefoldbold skal promoveres på samme niveau, som vi ser det hos drenge og mænd.
Fortuna Hjørring har således en stor andel i, at kvindelige fodboldspillere i Danmark har fået mulighed for hele tiden at dygtiggøre sig, fordi klubben gennem de seneste 30 år har været bannerfører for en dedikeret talentudvikling på pigesiden, som har ført til, at mange landsholdsspillere og rollemodeller for kvindefodbolden i Danmark har fået deres fodboldopdragelse i Fortuna.
Fortuna Hjørring er således ikke kun et nordjysk flagskib for udviklingen af pige- og kvindefodbold i Danmark, men et nationalt flagskib, som har en væsentlig andel i, at pigefodbold i Danmark nu begejstrer tusindvis af tilskuere i Parken, samtidig med at massevis af pigefodboldspillere strømmer til de danske fodboldklubber.
Det vil komitéen bag ”Guld-Harald” gerne honorere. Derfor tildeles Fortuna Hjørring årets ”Guld-Harald 2022”.
At kåringen så foregår samtidig med, at der spilles EM i kvindefodbold i England, gør jo kun historien endnu bedre.
Efter kåringen vil der være musik på forpladsen, ligesom der vil være en gratis stadionplatte (pølser og brød) samt øl/vand til alle.
Det er fjerde gang, årets ”Guld-Harald” uddeles. I 2019 var det fodboldspilleren og tidligere AGF-træner, David Nielsen, i 2020 var det fodbolddirektør og tidligere landsholdsspiller Peter Møller, og sidst i 2021 var det frederikshavner-drengen Søren Frederiksen med en stor fodboldkarriere i AaB, Silkeborg og Viborg, som modtog den ærefulde titel.
Årets ”Guld-Harald” modtager en ”mini”-udgave af statuen af Harald Nielsen (værdi kr. 25.000 kr.), skænket af Familien Nielsen samt kr. 25.000 i kontanter fra SparNord Fonden.
Fortunas start
Det var koner og kærester – såkaldte “fodboldenker” – til fodboldspillere og ledere i Hjørring Frem, der startede dameboldklubben Fortuna Hjørring på en stiftende generalforsamling den 28. oktober 1966.
Klubbens første sportslige tiltag var bordtennis. I foråret 1967 blev håndbold startet op under VGU, og fodbolden fulgte langsomt efter.
I 1971 kom kvindefodboldens gennembrud, da de danske damer vandt det uofficielle verdensmesterskab i fodbold for øjnene af 110.000 tilskuere på Aztec stadion i Mexico City.
I 1972 blev kvindefodbolden optaget i FIFA og dermed i DBU. Frems Venner besluttede sig til at være med fra starten, og til at varetage trænerjobbet overtalte man Hjørring Frems kasserer John Robert Larsen, der var ved at gennemgå DBU’s træneruddannelse. “JR” lovede i første omgang at tage indendørssæsonen, indtil man kunne finde en anden, – det skulle senere vise sig at blive til 9 år som førsteholdstræner i klubben.
Mange mesterskaber
Efter 9 sæsoner som træner stoppede John Robert Larsen efter sæsonen 1981 og startede i 1982 ungdomsturneringen Dana Cup. Der er i dag 5 fuldtidsansatte og 2 deltidsansatte i Dana Cup.
Efter en del sølvmedaljer vandt Fortuna Hjørring i 1994 sit første danske mesterskab med træner Ove Christensen. Det blev også til danmarksmesterskaber i 1995 og 1996.
Fortuna Hjørring blev landspokalvindere i 1995, 1996, 2000, 2001, 2002, 2006, 2008, 2016, 2019 og 2022 og er således den klub i Danmark, der har vundet landspokalen flest gange. Fortuna Hjørring har vundet “The double” 4 gange, nemlig i 1995, 1996, 2002 og 2016. Fortuna Hjørring vandt det nordiske mesterskab i 1995 og 1996 og er den eneste danske klub, der har vundet det Nordiske Mesterskab.
Fortuna har haft 11 formænd i årenes løb. Den længst siddende er Jette Andersen, der klarede 29 år på posten, inden hun i foråret 2019 valgte at overlade formandssædet tit Birgit Christensen.
Da Danmark i 1996 var kvalificeret til at deltage ved OL i Atlanta, var Fortuna Hjørring repræsenteret med 6 spillere. Klubben har ved langt de fleste slutrunder været godt repræsenteret med både danske og udenlandske spillere.
Der er ca. 400 medlemmer i klubben i alderen fra 4-70 år, kun piger og kvinder. Fortuna Hjørring er i foråret 2022 blevet DBU Børneklub.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fortuna Hjørring hædres med dette års Guld-Harald' til en bekendt