
Lokalpolitisk ferie er snart slut
25. juli 2022 - kl. 13:03 - af Henrik Christensen
Sommerferien for Byrådet og de lokalpolitiske udvalg synger nu på sidste vers. I starten af august tager politikerne i de forskellige udvalg på ny fat på efterårets debatter og beslutninger.
I hele juli måned har borgmester Birgit Stenbak Hansen (A) således ikke haft åbent for træffetider.
Teknisk Udvalg har næste møde den 7. august. Udvalget har 7 medlemmer. Formand for udvalget er Karsten Thomsen (A). Udvalget tager sig bl.a. af offentlige og private veje, spildevand og vandforsyning (de kommunale vandværker), varmeforsyning (dog ikke særskilte selskaber), drift og vedligeholdelse af kommunale havne, skove, parker, vandløb og campingpladser, legepladser og badestrande samt samarbejde med private og selvejende institutioner inden for det tekniske område.
Social- og Sundhedsudvalget har 7 medlemmer. Næste mødedato for dette udvalg bliver den 8. august. Ole Rørbæk Jensen (A) er formand for udvalget. Social- og Sundhedsudvalget træffer bl.a. beslutninger om hjemmehjælp og hjemmesygepleje, ældre (herunder aktivitetstilbud, plejecentre og ældreboliger), tilbud til mennesker med en psykisk lidelse (f.eks. væresteder, bostøtte i eget hjem og institutioner) samt boliger og beskyttet beskæftigelse til mennesker med et handicap.
Også Plan- og Miljøudvalget tager fat på efterårets møderække den 8. august om eftermiddagen. Udvalget har ligeledes 7 medlemmer. Plan- og miljøudvalget træffer bl.a. beslutninger om myndighedsopgaver inden for affald og forsyningsområdet (vand, varme, el og spildevand), Planloven (kommuneplan og lokalplaner), naturbeskyttelse, byggeri, byfornyelse og boligforbedring, taxabevilliger samt gadenavne rundt om i kommunen. Udvalgets formand er Peter E. Nielsen (A).
Onsdag den 10. august om eftermiddagen tager Børne- og Ungdomsudvalget fat på den første dagsorden efter sommerferien. Børne- og Ungdomsudvalget har 7 medlemmer med Christina Lykke Eriksen (F) som formand. Børne- og Ungdomsudvalget træffer bl.a. beslutninger om børnepasning (dagpleje, vuggestue og børnehaver), folkeskoler, specialundervisning og skolefritidsordninger, ungdomsskolen, klubtilbud og SSP (lokalt samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi), sundhedspleje og forebyggende sundhedsfremme for børn, psykologisk og pædagogisk rådgivning samt samarbejde med selvejende institutioner på børne- og ungeområdet.
Den 10. august gælder det også Arbejdsmarkedsudvalgets politiske efterår. Arbejdsmarkedsudvalget varetager forvaltningen af kommunens opgaver på beskæftigelsesområdet. Formand er John Karlsson (A).
Torsdag den 11. august står Kultur og Fritidsudvalget for tur. Udvalget har 7 medlemmer. Det træffer bl.a. beslutninger om kulturhuse, teatre og museer, fritids- og idrætsanlæg, folkeoplysning, bibliotek, musik- og billedskole samt den kollektive trafik. Peter Laigaard (C) er formand for udvalget.
Økonomiudvalget afventer beslutninger i de øvrige udvalg. Derved mødes Økonomiudvalget først næste gang den 17. august. Økonomiudvalget har 7 medlemmer, og borgmesteren er ”født” formand for udvalget. Økonomiudvalget træffer bl.a. beslutninger om erhvervsudvikling og turisme, forhold vedrørende landdistrikterne, kommunens budget og regnskab (herunder kasse- og regnskabsregulativ), køb, salg og udlejning af kommunens faste ejendomme, løn- og personaleforhold for kommunens ansatte samt tilsyn vedr. løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner i kommunen samt forsikring af kommunens værdier og tilsyn med kommunens ejendomme.
Når det gælder Byrådet, skal vi helt hen til den 24. august om aftenen, før der er berammet et nyt byrådsmøde. Skulle nogen have glemt, hvorledes de 29 byrådsmedlemmer ser ud, er der her et link, hvor man kan tage dem i øjesyn: https://www.frederikshavn.dk/politik/byrad/frederikshavn-byrad/
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokalpolitisk ferie er snart slut' til en bekendt