Vi mistede tidligt vores far
7. august 2022 - kl. 6:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Gitte Hansen har i denne udgave af “Mandagsmagasinet”, den kendte ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan, som gæst. Det er ikke så meget den faglige vinkel, men derimod et portræt af mennesket, som man kan lytte til den næste times tid.
Hvordan er du som person?
– Jeg er nok et familiemenneske, der gerne er lidt tilbagetrukket i dagligdagen, men på arbejde lidt mere fremme i skoene. Jeg er gift med Margit, og har været det siden 1977.
Hvilke karakteregenskaber vil du sætte på dig selv?
– Tålmodighed og arbejdsomhed, som sikkert skyldes, at vi tre brødre var alene med vores mor. Vi mistede vores far helt tilbage sidst i 60’erne, så vi var nødt til at være arbejdsomme, gik med aviser, var mælkedrenge og hvad der var af jobs for os, så vi kunne tjene en skilling, og hjælpe til derhjemme, mens vi gik i skole.
Dine forældre var fra Hjørring, men du er frederikshavner – hvordan hænger det sammen?
– Vores far var ansat på Statsbanerne, og på et tidspunkt fik han job på Godsekspeditionen i Frederikshavn. I 1948 flyttede mine forældre til gården Frydenstrand, hvor min storebror blev født, og jeg blev født på Stenbakkevej i 1953.
Hvordan var dine forældre?
– Min mor var hjemmegående og passede os indtil vores far døde. Derefter havde hun forskellige jobs, og forsøgte at klare dagen og vejen sammen med os tre drenge.
Din far var en dygtig fodboldspiller i Hjørring, spillede det ind på dine egne valg i sportens verden?
– Jeg var vanvittig glad for at spille fodbold og kom på FFI’s førstehold i en alder af 17.
Du er den mellemste af tre drenge, hvordan var dit barndomshjem?
– Det var meget harmonisk, men det var altid den mellemste der skulle klare ærterne når der var problemer. Min lillebror var fra 1956, og bor i dag i Hjørring, mens min storebror der er fra 1948, bor i dag i Frejlev ved Aalborg.
Udsendelsen med Jens Jørgen Calundan kan du høre mandag d. 8. august kl. 18 på FCMR
Du kan lytte til udsendelsen i radioen
Frederikshavn 106,6 HMz
Østervrå 103,5 MHZ
Sæby 97,4 HMz
Podcast www.fcmr.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vi mistede tidligt vores far' til en bekendt