327.000 kr. i økonomisk støtte til børns fritidsaktiviteter fra Dansk Folkehjælp Frederikshavn
10. august 2022 - kl. 6:40 - af Henrik Christensen
Indlæg af Erik Sørensen – Formand for Dansk Folkehjælp, Frederikshavn.
Når børnenes ferie er slut, så begynder familierne blandt andet at drøfte, hvilke fritidsaktiviteter børnene ønsker at deltage i i det kommende skoleår.
I nogle familier har forældrene en økonomi, der kan betyde, at man enten må skuffe børnene eller, man undlader at motivere børnene til at deltage i den måske vigtigste del af et barns sociale udvikling.
Derfor har vi valgt at give en økonomisk håndsrækning til de familier, som modtog vores julehjælp sidste år. Det vil sige enlige forsørgere med hjemmeboende børn under 18 år og eneste indkomst i familien er kontanthjælp eller lignende offentlig ydelse.
Og vi har valgt at give en støtte på 3.300 kr. pr. Barn mellem 3 og 18 år, som vil deltage i en fritidsaktivitet, og støtten er tilskud til udgifter til kontingent – tøj – sko m.m.
Vi fik ansøgning fra 61 familier med 99 børn, som i ansøgningen har oplyst, hvilken fritidsaktivitet – klub m.m. man vil benytte.
Vi tror på, at hvis vi ikke havde givet denne økonomiske håndsrækning, så havde mange af disse børn ikke deltaget i en fritidsaktivitet.
Pengene til vores støtte til børnene/familierne – fritidsaktiviteter og ikke mindst julehjælpen – kommer i meget høj grad fra det lokale erhvervsliv i kommunen takket være vores efterhånden berømte og effektive Erhvervspanel.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '327.000 kr. i økonomisk støtte til børns fritidsaktiviteter fra Dansk Folkehjælp Frederikshavn' til en bekendt