
Strategi for Hærvejens cykel- og vandreruter
15. august 2022 - kl. 10:16 - af Henrik Christensen
På næste møde i Økonomiudvalget får udvalgets politikere en orientering om strategi for udvikling af Hærvejens vandre- og cykelruter.
Foreningen ”Udvikling Hærvejen” blev etableret i 2021. Frederikshavn Kommune udgør sammen med 14 andre kommuner foreningens medlemmer. Foreningen har til formål at udvikle Hærvejens cykel- og vandreruter til gavn for borgere og gæster og har tilsagn fra Nordea-fonden om et trecifret millionbeløb til formålet.
Hærvejens sekretariat har i foråret 2022 i samarbejde med de 15 medlemskommuner udfærdiget en strategi for perioden 2022-2025. Strategien er lavet med Udvikling Hærvejens Styregruppe som gennemgående arbejds- og referencegruppe. Styregruppen er sammensat af administrative medarbejdere på chefniveau fra de 15 medlemskommuner. I tillæg til styregruppen har også destinationsselskaber og foreningens bestyrelse været involveret i strategiprocessen.
Hensigten er at skabe et strategisk grundlag som også kan fungere i forhold til involvering af aktører og samarbejdspartnere langs Hærvejen samt eksterne interessenter, som nationale interesseorganisationer, institutioner og fonde.
Strategien er dermed både et retningsgivende dokument til foreningens medlemskommuner samt et formidlingsværktøj til de talrige og forskelligartede samarbejdspartnere, der er relevante i udviklingen af Hærvejen.
Ikonisk rute
I strategiens 5 indsatsområder er der også målsætninger, som rækker ud over 2025, hvilket lige netop er en illustration af, at arbejdet med udvikling af en ikonisk vandrerute med lokal værdi og international tiltrækningskraft er et langt sejt træk, som man nu gerne vil videre med.
Kommunens Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at orienteringen tages til efterretning.
Vandreruterne går fra den dansk-tyske grænse, forbi bl.a. Haderslev, Vejle, Viborg og deler sig i Vesthimmerland til Aalborg med slutdestination i Frederikshavn samt en vestlig rute fra Vesthimmerland til Hirtshals. Cykelruten går ligeledes fra den dansk-tyske grænse via Viborg, Rebild, Aalborg til Frederikshavn.
Mellem Trondheim og Santiago de Compostela
Vandreruten er 638 km lang og cykelruten 454 km lang. Cykelruten er etableret i 1989 og kendt som national cykelrute nr. 3. Vandreruten er etableret i 1992 fra Viborg og sydpå og i 2014 nord for Viborg. 100 km af Hærvejens vandrerute og 40 km af cykelruten løber på Naturstyrelsens arealer. Ruterne løber gennem 3 regioner, 17 kommuner, 7 destinationsselskaber.
Hærvejen indgår som en del af pilgrumsruten mellem Trondheim i Norge og Santiago de Compostela i Spanien.
Link til kort over cykel- og vandreruterne gennem Jylland samt nærmere beskrivelse af ruten: (scroll til side 553 og fremefter):
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Strategi for Hærvejens cykel- og vandreruter' til en bekendt