
Frederikshavn Bordtennisklub inviterer til åbent hus
20. august 2022 - kl. 5:53 - af Henrik Christensen
Nu kan lokale seniorer holde både krop og hjerne i form med bordtennis. Frederikshavn Bordtennisklub tilbyder bordtennis til alle over 60 år i forbindelse med satsningen ’BAT 60+’ fra DGI Bordtennis og BordtennisDanmark.
Er du over 60 år? Vil du gerne styrke både krop og sind på samme tid? Så er bordtennis måske lige noget for dig. Frederikshavn Bordtennisklub tilbyder, bordtennis til alle lokale seniorer uanset niveau og tidligere erfaringer med idrætten. Træningen er tilrettelagt og tilpasset +60ernes dagsrytme og livsstil, og sikrer plads til hyggeligt samvær før, under og efter træningen.
Alle kan således være med på tværs af form og ambitioner, da spillet kan varieres i tempo og intensitet. Samtidig er det sociale en stor del af spillet, og der vil blive taget godt i mod nye spillere, så du får lyst til at blive hængende og komme igen.
Kom til åbent hus
Vil du prøve at spille bordtennis, og være en del af det nye seniorhold i Frederikshavn Bordtennisklub, så mød op på Flade Engvej 8, 9900 Frederikshavn, hvor der er åbent hus den 13. og 15. september. Du kan selvfølgelig låne bord, bat og bold i klubben, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte Jens Vejsgaard fra Frederikshavn Bordtennisklub på tlf. 4020 5385 eller vejsgaard.jens@gmail.com.
’BAT 60+’ er et samarbejdsprojekt mellem DGI Bordtennis og BordtennisDanmark støttet målrettet af Veluxfonden. Formålet med projektet er at få flere seniorer over 60 år til at gribe battet og spille bordtennis i deres lokale klub. Initiativet henvender sig derfor til både begyndere, øvede og konkurrencespillere samt eksisterende og nye bordtennisklubber.
Desuden har klubben åbent hus for ungdommen tirsdag den 30. august og torsdag den 1. september fra kl. 17.30 til kl. 19.00.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn Bordtennisklub inviterer til åbent hus' til en bekendt