Thomas Fisker Nielsen, områdeleder UCN Act2Learn Erhverv og Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole.
Nu kan du få en komplet lederuddannelse i Frederikshavn
25. august 2022 - kl. 11:54 - af Henrik Christensen
Erhvervslivet i Frederikshavn Kommune og omegn behøver nu ikke køre til Aalborg eller endnu længere for at udvikle deres medarbejdere med nye lederkompetencer og en komplet lederuddannelse. Efter et godt samarbejde og en stor tilslutning til de tre obligatoriske akademimoduler i ledelse udbyder Frederikshavn Handelsskole og UCN Act2Learn nu hele seks moduler – de obligatoriske og to valgmoduler – lokalt i Frederikshavn. Man kan tage et enkelt efter flere moduler alt efter behov.
– For at vi kan få succes med at udbyde lederuddannelser lokalt, kræver det en samarbejdspartner som Frederikshavn Handelsskole, der både har et højt kompetenceniveau og fremfor alt kendskabet til det lokale erhvervsliv. Vi har et gnidningsløst samarbejde og god erfaring med at udbyde efter- og videreuddannelse rettet mod det lokale erhvervsliv, siger Thomas Fisker Nielsen, områdeleder ved UCN Act2Learn Erhverv.
Første modul starter 13. september
Modulet Det strategiske lederskab starter op den 13. september med et – allerede nu – næsten fyldt hold, så deltagerne får rig mulighed for at kunne sparre og lære af hinandens erfaringer.
Herefter følger valgmodulet Coaching og konflikthåndtering i oktober. Til næste år afvikles Projektledelse, Ledelse i praksis, Organisation og arbejdspsykologi og igen Det strategiske lederskab i efteråret 2023.
Der er altså rig mulighed for at styrke lederkompetencerne i de lokale virksomheder. Det glæder Brian Andersson, direktør på Frederikshavn Handelsskole.
– Det er en kæmpe glæde, at vi nu kan tilbyde en komplet akademiuddannelse til vores lokale virksomheder og organisationer. Vi er sat i verden for at løfte kompetencerne lokalt, så vores dygtige virksomheder kan stå endnu stærkere. Vi ønsker at være den foretrukne samarbejdspartner for vores erhvervsliv, når det gælder videre- og efteruddannelse, og har en tæt dialog om deres ønsker og behov, siger Brian Anderson.
Kasper Lindbjerg Christensen, materialeforvalter hos Flådestationen, har senest deltaget på Ledelse i Praksis.
– Jeg havde brug for noget ny viden og færdigheder for at kunne bestride den lederstilling, jeg har, bedst muligt. Derfor synes jeg, det var virkelig vigtigt at få det her modul, og de andre moduler på akademiuddannelsen. Og så er det jo virkelig fedt, at det kunne lade sig gøre lige her i Frederikshavn, siger han.
Man tilmelder sig modulerne via Frederikshavn Handelsskoles eller UCN’s hjemmesider. Man kan også kontakte virksomhedskonsulent Katrine Skaarup Jelswig på telefon 27 50 39 10.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu kan du få en komplet lederuddannelse i Frederikshavn' til en bekendt