Stafet For Livet Frederikshavn samlede 400.000 kr. ind

Lysposer med hilsener til dem, vi har mistet. Foto: Michael Madsen.

Stafet For Livet Frederikshavn samlede 400.000 kr. ind

31. august 2022 - kl. 8:37 - af

Knap 400 personer fordelt på 22 hold deltog i årets Stafet For Livet på Knivholt i weekenden 27.-28. august.

Det er lidt færre end tidligere år, hvilket formentlig skyldes to års Corona-benspænd.

Sidst Stafet For Livet blev afviklet på Knivholt, var i 2019, hvor der var 750 deltagere.

Trods faldet i deltagerantal, kommer stafetten ud med et flot overskud til Kræftens Bekæmpelse, estimeret til 400.000 kr., hvoraf 10 procent er øremærket til lokalforeningen i Frederikshavn Kommune.

– Igen i år oplever vi en fantastisk opbakning fra vores sponsorer i hele kommunen. Vi er overvældet over alle de pengedonationer såvel som effekter til vores store tombola og auktion, vi modtager. Sidstnævnte er altid et tilløbsstykke og bidrager hvert år med stort overskud til vores samlede indsamlingsresultat. Jeg vil også gerne sige tak til alle, der bidrager med musikalske indslag eller aktiviteter til støtte for årets stafet. Vi bliver altid mødt med en meget positiv indstilling og imødekommenhed, og er dybt taknemmelige for alle, der bidrager til at gøre stafetten festlig for alle aldre, siger Alice Christiansen, formand for Stafet For Livet Frederikshavn.

Løb for livet

Deltagerne var som sagt fordelt på 22 hold. Metodistspejderne fra Strandby fejrede deres 75 års jubilæum på stafetten. De fleste hold er fra lokalområdet, men også Team Taverna, der har rødder i Nørager Mejeri, har gjort det til en fast tradition at tage turen til stafetten i Frederikshavn.

Inden deltagerne blev sluppet løs på de to ruter i Knivholtskoven, var der åbningstale af Gurli Møller Andreasen. Sognepræsten fra Aasted/Skærum Kirke indledte med et citat fra TV2´s ”Hele Verden Fra Forstanden”: ”Løb for livet. Brug dog tiden. Elsk hinanden. Gør dog noget. Løb for livet”.

– Vi kan ikke løbe fra alvorlig sygdom eller løbe fra, at den, vi elsker, bliver ramt af sygdom. Men vi kan så meget andet. Vi kan løbe efter hjælp. Sørge for at god forskning og udvikling kan fortsætte. Og vi kan lære, at livet også er noget værd, selv om sygdommen rammer os. I Stafet For Livet er det aldrig den enkelte, men fællesskabet, der er stjernen, lød budskabet fra Gurli Møller Andreasen. 

En ægte fighter

Jørgen Ove Jensen, tidligere erhvervsdirektør i Frederikshavn Kommune, der holdt året fightertale, fik selv konstateret kræft i juli 2021. Få dage efter fik han bortopereret en 10,5 cm stor svulst i endetarmen. Åbent og nøgternt fortalte han om den chokerende besked og om et intenst forløb med operation, behandling og genoptræning.

I dag er den tidligere erhvervsdirektør erklæret kræftfri, og hans råd er blandt andet at deltage i de tilbudte screeninger. Lad være med at google sandsynligheden for, at du overlever, men kom derimod i bevægelse hurtigst muligt efter operationen. Sørg for at have en ok fysik. Vær mest muligt selvhjulpen. Sørg for at spise og drikke – og husk at stoppe i tide. Og hav så vidt muligt en partner med til at dele oplevelserne og de samtaler, man har med sygehuspersonalet, lød det fra Jørgen Ove Jensen, der var fuld af lovord om de læger, sygeplejersker og andre, der har hjulpet ham gennem kræftforløbet.

Lys i mørket

Mens deltagerne gik eller løb på de to ruter, var der et righoldigt program med forskellig underholdning fra scenen. Musik med lokale bands, danseopvisning, gymnastikopvisning, zumba, QI Gong, og aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Det stemningsfulde højdepunkt i Stafet For Livet er lysceremonien lørdag aften.

Borgmester Birgit S. Hansen holdt året lystale, inden Fladstrandkoret tog over fra scenen.

Birgit Hansen citerede Sebastians ”Nyt lys i mørket”: ”Du er min ven for altid, troen og håbet. Lyset, der brænder i mørket. Evigt. Altid”.

– Se lyset som symbol på kærlighed og omsorg. Vi er sammen om at være der for hinanden. Vi deles om alt det svære. Det kan forhåbentlig give ny energi til at klare de hårde dage, vi ved der kommer. Det er det Stafet For Livet handler om, lød det fra Birgit Hansen.

– Stafet For Livet er et stort set up med mange timers forberedelse, så uden alle vores dedikerede og utrættelige frivillige, var det ikke muligt at gennemføre så stor en event. Der skal fra min side lyde et kæmpe tak til alle, der stiller op – år efter år – det er så imponerende. Skulle der være nogle, der tænker ”jeg har lyst til at være med til at gøre en forskel i kampen mod kræften” er der altid brug for flere hænder, så kontakt os endelig. Nu går vi i tænkeboks til næste års stafet og glæder os til et gensyn den sidste weekend i august i 2023 på Knivholt, slutter formand Alice Christiansen.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stafet For Livet Frederikshavn samlede 400.000 kr. ind' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger