Stor søgning til brobygning på Maritim Student
17. november 2022 - kl. 10:00 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Gymnasium og Martec oplever i disse uger en ekstra stor søgning til brobygning på uddannelsen Maritim Student HF & STX, som de udbyder sammen.
Hele 54 elever har således meldt sig til brobygning i næste uge. En stor del af disse elever skal overnatte på Martecs skolehjem på Kragholmen, da de ikke lige kan nå hjem. De kommer nemlig langvejs fra.
De kommer fra Rønne, Middelfart, Vejle, Skals, Skive, Venø og Nørre Nissum. Mange er fra efterskoler, mens andre i øjeblikket går i ordinær 9. eller 10. klasse.
Der er også elever fra Aalborg og mere lokalt fra Hjørring, Skagen, Frederikshavn, Sæby og Strandby. En del elever kommer også fra de to lokale efterskoler Stidsholt og Hørby, ligesom Hou Maritime Idrætsefterskole også i år sender en del elever i brobygning i Frederikshavn.
”Vi er naturligvis glade for den store søgning, som jeg tror bunder i, at Maritim Student er en spændende uddannelse, og at vi har skruet et godt program sammen. Håbet er naturligvis, at mange af eleverne søger ind på uddannelsen næste skoleår”, siger uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium Jan Bjeldbak.
Alle elever skal deltage i en 2-dages brobygning på henholdsvis Martec og Frederikshavn Gymnasium, hvor den står på undervisning, udfordringer og socialt samvær, ligesom eleverne skal besøge Flådestation Frederikshavn.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor søgning til brobygning på Maritim Student' til en bekendt