Amalie Thørholm synger julen ind i Flade Kirke
22. november 2022 - kl. 6:38 - af Henrik Christensen
Torsdag d. 24. nov. kl. 19 slår Flade kirke dørene op til julekoncert med Amalie Thørholm.
Koncerten er arrangeret af Flade Gærum sognes menighedsråd og byder på et blandet repertoire af julens største klassikere i stemningsfulde fortolkninger, og undervejs vil publikum blive inddraget i koncerten ved fællessang.
Amalie Thørholm medbringer sin musikalske partner gennem mere end 10 år, guitaristen Lasse Baggenæs, som hun også udgiver og skriver sin egen musik sammen med.
For Amalie, som er født og opvokset i Frederikshavn, er det altid en helt speciel oplevelse at give koncert i hjembyen.
“Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har julen og musik altid hængt tæt sammen. Julemusik er på en gang både melankolsk og håbefuld, og det kan jeg enormt godt lide”, fortæller Amalie og fortsætter.
“Jeg glæder mig til sammen med min faste guitarist Lasse, at invitere publikum fra Frederikshavn helt ind i mit musikalske juleunivers, og det smukke kirkerum i Flade giver oplagte muligheder for fordybelse og refleksion. Jeg har blandet de musikalske kort således, at der både bliver plads til noget af min egen musik, og naturligvis også masser af de gode gamle klassikere” slutter Amalie Thørholm.
Amalie Thørholm, som i dag er bosat i Aalborg, er en velkendt popartist på de danske radiostationer og streamingtjenester, og hun barsler med ny musik i starten af 2023.
En koncert med Amalie Thørholm er altid en musikalsk, indholdsrig og opløftende oplevelse, som på smukkeste vis bindes sammen af Amalies små finurlige historier om de skønne sange.
Dørene åbnes kl. 18:30 og der er fri entré.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Amalie Thørholm synger julen ind i Flade Kirke' til en bekendt