Få pulsen ned og fødderne op på skjulte steder i kommunens skove
25. november 2022 - kl. 6:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I fire skove i Frederikshavn Kommune er der lavet afslapningsrum med hængekøjer. Men kan du finde dem?
I Elling Plantage, Vandværksskoven, Katsig Bakker og Professorens Plantage kan skovlystne besøgende nu få en ny slags naturoplevelse. Center for Ejendomme, Park og Vej har nemlig lavet såkaldte afslapningsrum med hængekøjer og hygge på udvalgte steder i de fire skove. I Elling Plantage, Vandværksskoven og Katsig Bakker er der også lavet bålsteder, som man kan varme sig ved.
Men det kræver både stabilt fodtøj og gode spejderevner at finde stederne. De ligger nemlig ikke langs stierne, men midt inde i skovene. De er angivet ved koordinater, så det kan blive en spændende skattejagt at finde dem.
Hængekøjerne er sat op med hjælp fra en ekstrabevilling til rekreative tiltag i naturen, som blev vedtaget i kommunens budgetaftale for 2022-2025.
– Formålet med stederne er, at besøgende bevæger sig væk fra stierne og oplever skoven mere uforstyrret. Så kan man lægge sig i hængekøjerne, nyde roen og få en anderledes skovoplevelse. Det er et godt eksempel på et rekreativt tiltag i naturen, siger formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, Karsten Thomsen.
Find stederne med hjælp fra koordinater
Herunder finder du koordinaterne. Hvordan du kan bruge koordinaterne, er nu din opgave at finde ud af. Held og lykke med hængekøje-skattejagten!
Elling Plantage
57.472606, 10.459039
Katsig Bakker
57.450812, 10.339534
Vandværksskoven
57.416899, 10.471864
Professorens Plantage
57.279253, 10.539539
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Få pulsen ned og fødderne op på skjulte steder i kommunens skove' til en bekendt