Plan- og Miljøudvalget præsenteres for 1153 ark til næste møde
1. december 2022 - kl. 9:35 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Medlemmerne af Plan- og Miljøudvalget kan nok få nogle timer til at gå med at sætte sig ind i de punkter, som skal behandles på udvalgets næste møde den 5. december.
Der er nemlig ikke færre end 1153 ark papir, som udgør dagsorden og bilag.
Blandt punkterne, som politikerne skal forholde sig til, er ”Handleplan for Skagen for sommeren 2022”. Udvalget besluttede i begyndelsen af august at lade et eksternt firma gennemføre en spørgeskemaundersøgelse i Skagen for at evaluere handleplanens tiltag og de udendørs musikarrangementer. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside dagen efter udvalgsmødet.
Der bliver genoptagelse af lokalplan og kommuneplantillæg for et boligområde ved Frederikshavn Nordstrand. Årsagen er, at ansøger har ændret forudsætning for forslagets oprindelige bygningshøjde på 7 meter og nu ønsker en reduceret bygningshøjde på 6 meter.
Udvalget skal drøfte planlægning for udbygning med vedvarende energi. Det hænger sammen med, at kommunen i stigende grad modtager henvendelser om etablering af anlæg inden for vedvarende energi.
Der er forslag om igangsætning af ny planlægning for erhvervsareal ved Ålborgvej 140 i Sæby. Tre planteskoler ved Sæby ønskes samlet ét sted, så produktion og synlighed øges, og intern transport begrænses. Der opføres butiksdel på i alt på ca. 2.500 m2, pergolaoverdækkede arealer, kundeparkering og produktionsdrivhuse på ca. 6.000 m2.
Kandestederne og havnene i Skagen og Sæby
Politikerne skal tage stilling til en vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan for et sommerhusområde ved Kandestederne syd for Skagen – nærmere bestemt et sommerhusområde mellem Kandebakkevej og Kandestedvej.
Vedtagelse af lokalplan for Skagen Havn med henblik på udvidelse af skibsværftet er ligeledes på dagsordenen. Planlægningen og miljøkonsekvensrapporten / miljørapporten muliggør en udvidelse af værftet med nye anlæg i form af etablering af en ny overdækket tørdok i Vestre Bassin. Samtidig fjernes eksisterende mulighed for at overdække den eksisterende tørdok ved Nordkajen. Ved igangsætningen af planlægningen var de forventede dimensioner på overdækningen af tørdokken på 110 m længde, 35 m bredde samt en højde på 35 m. Der har senere vist sig behov for at øge længden og bredden af overdækningen til 130 m og 45 m.
Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Spildevand A/S har i samarbejde udarbejdet et forslag til et tillæg til Frederikshavn Kommunes spildevandsplan, der muliggør etableringen af en direkte afløbsforbindelse for industrispildevand fra Danish Crown til Sæby renseanlæg. Dette er en sag, som politikerne skal se nærmere på. Endvidere skal man drøfte nye ”regnvandsoplande og tilhørende udløb” på Sæby Havn.
Endvidere er en ny affaldsplan for kommunen sat på dagsordenen, ligesom man vil kigge nærmere på en status for planlægningen for Frederikshavn bymidte. Det er et succeskriterium, at udviklingsplanen skal danne grundlag for fornyelse af den fysiske planlægning og på sigt medvirke til vækst og en forenklet administration af kommune- og lokalplaner i bymidten.
Plan- og Miljøudvalget består af formand Peter E. Nielsen (A), næstformand Peter Sørensen (V), Erik Kyed Trolle (A), John Karlsson (A), Tina Kruckow (A), Gitte Kiilerich (A) samt Martin Tøttrup Kelkelund (A).
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Plan- og Miljøudvalget præsenteres for 1153 ark til næste møde' til en bekendt