Kulturudvalg præsenterer driftsaftale for kunstmuseum
4. december 2022 - kl. 6:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets arbejde med at formulere driftsaftaler med kulturområdets støttemodtagere præsenteres nu et forslag til driftsaftale med Frederikshavn Kunstforening vedr. Frederikshavn Kunstmuseum for 2023.
Kultur- og Fritidsudvalget vil på udvalgets næste møde den 8. december tage stilling til en sådan driftsaftale.
Udvalget har tidligere indgået driftsaftaler med de tre største tilskudsmodtagere på kulturområdet: det regionale spillested Det Musiske Hus og de to statsanerkendte museer samt de to lokalmuseer Simons Raaling og Sognefogedgården.
Forslaget til en driftsaftale følger strukturen i den skabelon til kulturområdet, som blev godkendt af udvalget i juni 2020.
Den adskiller sig dog på tre punkter:
- Aftalen løber i ét år, hvorimod aftaleperioden er 2 år for de øvrige lokalmuseer og 4 år for de statsanerkendte museer og det regionale spillested. Aftalelængden begrundes med, at museet står midt i en transformation, hvor museets økonomi skal tilpasses i forhold til, at det kommunale driftstilskud reduceres i 2023 og yderligere i 2024 og frem
- Tilskuddet er øremærket til målrettet drift af kunstmuseet i forhold til at arrangere udstillinger, definere museet som et specialmuseum for exlibris og samle på lokal kunst. De tre mål er fastsat i tidligere formålsbeskrivelse og i aftale mellem Frederikshavn Kunstforening og Frederikshavn Kommune
- Ud over det fastsatte driftstilskud på 422.138 kr. i 2023 til Frederikshavn Kunstmuseum er det præciseret, at kommunen giver et indirekte tilskud til museet ved at stille den kommunale bygning vederlagsfrit til rådighed.
Driftsaftalen for Frederikshavn Kunstmuseum tager afsæt i kommunalfuldmagten, hvor kommunalbestyrelsen – herunder fagudvalg – har lovhjemmel til at yde tilskud til kulturelle formål under forudsætning af, at aktiviteterne har en offentlig karakter – dvs. ikke er kommercielle eller private.
Driftsaftalen har været til kommentering hos Frederikshavn Kunstforenings bestyrelse.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kulturudvalg præsenterer driftsaftale for kunstmuseum' til en bekendt