Kan Verdensmålsudvalget hjælpe udsatte borgere og familier
17. december 2022 - kl. 7:37 - af Henrik Christensen
Når Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune mødes den 20. december, vil udvalget bl.a. drøfte, hvor og hvordan udvalget kan hjælpe udsatte borgere og familier. Det sker med baggrund i den stigende inflation og de eksplosivt stigende energipriser.
Prisstigningerne er en udfordring for mange, og helt konkret er mange udfordret i forhold til at betale el- og varmeregningerne for de kommende måneder.
Til at sætte fokus herpå vil leder af Frivillighedshuset, Mette Byrgesen, komme på mødet og fortælle, hvordan der arbejdes med hjælp til disse grupper.
Udvalget drøftede på dets seneste møde, om udvalget kunne være med til at stille lokaler til rådighed for foreninger, der bl.a. yder julehjælp til udsatte borgere og familier eller understøtte på anden vis i forhold til julehjælp. Efter en dialog med Frivillighedshuset om dette var der enighed om, at der måske kunne være et større behov for hjælp efter jul og nytår.
Med udgangspunkt i oplægget ønskes der en drøftelse om, hvordan udvalget kan spille en rolle, og hvor udvalget kan gøre en forskel i forhold til at yde hjælp til udsatte borgere og familier.
Borgmester Birgit S. Hansen (A) er formand for Verdensmålsudvalget. Det består desuden af byrådsmedlemmerne Almina Nikontovic (A), Mette Hardam (V), Christina Lykke (SF), John Lamp Henriksen (C), Jens Nygaard (D) samt Thomas Hjort (DF). Endvidere kommunaldirektør Thomas Eriksen, formand for Frederikshavn Forsyning A/S Erik Kyed Trolle, direktør for Frederikshavn Forsyning A/S Claus Reimann Petersen, formand for Frederikshavn Erhvervsråd Karl Erik Slynge samt rektor ved Frederikshavn Gymnasium Thomas Svane Christensen, (repræsentant for Handelsskolen, Martec, EUC Nord og Gymnasium).
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kan Verdensmålsudvalget hjælpe udsatte borgere og familier' til en bekendt