
FilmMaskinen starter hold for alle unge filmnørder
6. januar 2023 - kl. 6:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Klaptræet er et filmhold for alle 13-17-årige, der elsker at lave film.
Den 9. januar starter FilmMaskinen et nyt hold for unge filmnørder op i Frederikshavn.
Kender du en ung, der gerne vil lære at lave film? Så er der nu en chance for at de kan komme med på FilmMaskinens ungdomshold, Klaptræet.
Klaptræet er et fritidshold, hvor de unge kan gå hver anden mandag og få undervisning i alle aspekter af det, at lave film. Så hvad end man kan lide at tage billeder, optage video, redigere film, lave filmmusik eller måske kan lide at spille skuespil, så er holdet Klaptræet lige det rette.
Klaptræet er et filmfællesskab, hvor der er plads til alle, som gerne vil lære hvordan man går fra at have en god idé til at kunne lave det om til en god film. På Klaptræet lærer de unge alt om hvad, der skal til for at lave en god film og de behøver ikke at have prøvet at lave film før.
Undervisningen foregår i FilmMaskinens lokaler i Maskinhallen i Frederikshavn og underviserne på holdet er Liv Lundholm og Peter Parmo. Liv har arbejdet i filmbranchen de sidste 6 år på forskellige professionelle tv-produktioner og reklamefilm og hun har også sit eget produktionsselskab. Derudover har hun undervist både børn og unge på Filmmaskinen i 4 år. Peter har en baggrund i musik og har i mange år undervist på Musikskolen i Frederikshavn Kommune. Peter har en stor teknisk viden, men interesserer sig også meget for hvordan en historie er bygget op. Han elsker film og har det sidste år undervist sammen med Liv på en masse workshops.
“På Klaptræet lægger vi stor vægt på det sociale og der skal være plads til alle. Man skal bruge mange funktioner for at kunne lave en film, så der er både plads til dem, der gerne vil skrive en god historie, dem, der elsker udstyr og teknik, dem, der kan lide at lave musik til film og dem, der kan lide at spille skuespil. Holdet bliver godt sammensat af mange forskellige typer unge mennesker – alle med den samme drøm om at kunne lave en fed film.” Udtaler underviser Liv Lundholm.
Holdet afsluttes med en premiere på de film, der er blevet lavet og her bliver hele familien og alle vennerne inviteret med til en festlig aften.
Første gang på Klaptræet er mandag d. 9. januar kl 18-20, hvor de unge også vil blive budt på gratis pizza. Herefter kører holdet hver anden mandag aften.
Klaptræet – hurtig info:
Hvad: Filmhold for 13-17-årige fra hele Frederikshavn kommune.
Hvornår: Mandage i lige uger kl 18-20. Der bliver også nogle længere dage og måske en overnatning.
Hvor: I FilmMaskinens lokaler i Maskinhallen, Skolegade 6, 9900 Frederikshavn.
Pris: I foråret 2023 er det gratis at være med på holdet.
Tilmelding: Send en mail til Liv Lundholm på lvpr@frederikshavn.dk, hvis du gerne vil være med på holdet. Man kan også bare dukke op en mandag aften og se om Klaptræet er noget for dig.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'FilmMaskinen starter hold for alle unge filmnørder' til en bekendt