Mia-Maya Uiloq Olesen og klassekammerat Simone fra 2X.
Nyt brætspil skal øge interessen for at tage en kontoruddannelse
29. januar 2023 - kl. 9:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
The Office Game hedder spillet, som Frederikshavn Handelsskole har været med til at udvikle for at få flere elever til at få interesse for kontorvejen.
I bedste matadorstil skal eleverne løse opgaver for at få små huse, der udgør point. I stedet for at opkøbe grunde og bygge huse, skal eleverne i brætspillet The Office Game løse fiktive opgaver i en kommunes administration. Hvilke ressourcer skal fx til for at løse en byggesag eller planlægge et borgermøde?
Spillet er udviklet af Frederikshavn Handelsskole, Aalborg Handelsskole, EUC Nord, EUC Nordvest og Himmerlands Erhvervs- og gymnasieuddannelser i et projektsamarbejde finansieret af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag for at få flere unge til at gå kontorvejen.
- Den overordnede problemstilling er, at for få elever vælger kontorretningen som deres speciale på EUX Business, hvor de også kan vælge fx B2B handel eller detail. Virksomheder i flere områder i Nordjylland oplever derfor mangel på elever til ledige lærepladser indenfor kontor. Formålet med projektet er at udvikle modeller og metoder til at øge de unges interesse for kontorretningen. En af de konkrete indsatser er netop The Office Game, hvor vi med en anderledes tilgang til læring ønsker at øge elevernes indblik i den store diversitet af spændende arbejdsopgaver, som man kan møde på et kontor, fortæller Anne Mose, uddannelseschef på Frederikshavn Handelsskole.
Både elever på Frederikshavn Handelsskoles erhvervsuddannelser EUD og EUX Business samt handelsgymnasiet HHX og 10. klasse linjefag har prøvet at spille spillet – med positiv respons i forhold til underholdningsværdi og indblik.
- Lige da vi gik i gang, vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle forvente, men jeg blev faktisk rigtig positivt overrasket over de mange facetter, som kontorlinjen besidder. Det var rigtig sjovt og man blev grebet af spillet. Men det kan godt betale sig at læse reglerne, for man kaster sig ud i at løse opgaverne og forhandle om kort og ressourcer med de andre grupper. Jeg havde også en interesse for kontor før, men spillet har bidraget til, at jeg skiftede fra xx til at læse EUX med retningen kontor, siger Mia-Maya Uiloq Olesen, som har skiftet til EUX.
I spillet skal eleverne først læse en vejledning til spillet, hvor reglerne forklares. Der er en række ressourcekort som indeholder fx et møde, budget, advokat, nøgletal, godkendelse osv. For at løse en konkret opgave – fx en borger der ønsker byggetilladelse til et nyt skur eller en virksomhed, der ønsker kommunalt tilskud til en aktivitet – skal man finde de tre rigtige kort med ressourcer.
Lektor Betina Lynge Larsen har brugt spillet i sin undervisning både til at tale om kontorretningens muligheder samt som introduktion til et forløb i faget Innovation, hvor eleverne skal udvikle deres eget spil.
- Spillet er nemt at implementere og kan tilpasses varigheden af en lektion eller to. Det åbner efterfølgende op for en god dialog, hvor vi også prøver at sætte virksomheder i lokalområdet på de forskellige funktioner. Derudover bruger jeg spillet som en kick off til forløbet ”Udvikling af spil,” hvor det bliver spillet og analyseret efterfølgende. Hvad var sjovt, hvilke elementer fungerede godt og så videre. De refleksioner skal eleverne anvende til at designe deres eget spil, fortæller Betina Lynge Larsen.
Spillet er udviklet af skolerne i samarbejde med Tankespil, og planen er, at det også skal udbydes til andre skoler.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt brætspil skal øge interessen for at tage en kontoruddannelse' til en bekendt