Arkivfoto. Mathias ses her sammen med Cheryl Seinen.
VEB-spiller vinder DM-guld i Esbjerg
11. februar 2023 - kl. 20:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mathias Christiansen, Vendsyssel Elite Badminton, vandt i dag DM-guld i Esbjerg, da han sammen med Sara Thygesen, Odense, triumferede i mixeddouble.
Det er kun Mathias Christiansens anden individuelle DM-titel i karrieren. Hans første titel var også i mixeddouble med Sara Thygesen. Det var tilbage i 2016 i Aarhus.
Mathias Christiansen/Sara Thygesen besejrede i finalen Christine Busch Andreasen, Gentofte/Mads Vestergaard, Højbjerg, med cifrene 21/11, 15/21, 21/9.
Både i første og tredje sæt spillede de to nybagte DM-guldvindere flot. Specielt i tredje sæt lavede de næsten ingen fejl.
Mathias Christiansen spiller normalt sammen med sin kæreste, Alexandra Bøje, men hun er p.t. skadet. Makkerskabet med Sara Thygesen blev derfor genoptaget.
– Det er bare fedt, at Mathias vinder guld. En Mathias i topform er afgørende for vores chancer for at genvinde DM-guldet i Badmintonligaen, siger cheftræner Allan Kolbro Nielsen, VEB.
VEB spiller sine to sidste kampe i grundspillet tirsdag 21. februar hjemme mod Skovshoveds tophold og fredag 24. februar ude mod Værløse.
Det er VEB’s tredje individuelle DM-guld på tre år. I 2021 vandt Victor Svendsen guld i herresingle og Niclas Nøhr strøg til tops i mixeddouble med Amalie Magelund. Det var ligeledes i Esbjerg.
Mathias Christiansen blev præsenteret som Hjørring-spiller under sejrsceremonien. Det var en fejl. Han er medlem af Frederikshavn Badmintonklub.
VEB’s Magnus Johannesen blev kåret til Årets Komet i forbindelse med DM-finalerne lørdag eftermiddag i Esbjerg.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'VEB-spiller vinder DM-guld i Esbjerg' til en bekendt