Læsø bliver frontløber på at få indført digitalt nærhospital

Læsø bliver frontløber på at få indført digitalt nærhospital

15. februar 2023 - kl. 9:31 - af

Flere borgere skal i fremtiden modtage behandling og konsultation i eget hjem. Vendsyssel-samarbejde sætter gang i et lokalt projekt med digitalt nærhospital, hvor Læsø bliver første prøvested.

Sparer lange færgeture

Læsø bliver det første sted i Region Nordjylland, hvor der etableres et nærhospital med digitale løsninger til borgerne.

Sundhedsklynge Nord vil oprette en telemedicinsk enhed i Vendsyssel, og i den forbindelse har Læsø Kommune peget på sig selv som oplagt prøvested for de digitale muligheder.

Sundhedsklynge Nord er det ene af fire sundhedsklyngesamarbejder i Nordjylland mellem kommuner, praktiserende læger og Region Nordjylland. Sundhedsklyngens opgave er på tværs af sektorer at være en drivende kraft for mere forebyggelse, kvalitet og omstilling i det nære sundhedsvæsen.

Læsø har som ø en særlig opgave i forhold til at drive et nært sundhedsvæsen, og det gør Læsø oplagt til at vise vejen for resten af sundhedsvæsenet.

– Der er store perspektiver i sundhedsløsninger, der kommer tættere på vores borgere. Dels kan de spare nogle lange færgeture til fastlandet, og dels kan man også spare medarbejdernes tid, og der jo kamp om at få arbejdskraft og ressourcer nok i både kommuner, almen praksis og på hospitalerne i de her år, siger Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen (V), der er medlem af Sundhedsklynge Nord.

For borgere på Læsø vil det betyde, at de tilbydes videokonsultation med en læge/sygeplejerske, der fysisk er placeret på Regionshospital Nordjylland. Tilbuddet suppleres med et fysisk sted på Læsø, hvor borgerne kan få foretaget forskellige målinger og prøver. For eksempel pusteprøver eller blodtryksmålinger.

De nærmere detaljer er ikke aftalt endnu, men forventningen er inden længe at kunne komme i gang med det digitale nærhospital på Læsø.

Flere ældre og kronikere

I forhold til arbejdet med at etablere et fælles telemedicinsk center i Vendsyssel bliver der taget udgangspunkt i diagnosegrupperne KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), hjertesvigt og på sigt sukkersyge. Erfaringerne fra Læsø skal efter planen udbredes til flere kommuner i Vendsyssel. Og med tiden hele Nordjylland.

– Der bliver flere ældre borgere de kommende år, og mange af dem får kroniske lidelser. Derfor er det afgørende, at vi får sat strøm til udviklingen af de digitale sundhedstilbud, for ellers sander hospitalerne til med ambulante behandlinger. Både for patienter og personale kan det give nogle langt mere effektive og gode forløb med høj kvalitet, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V), der er medformand i Sundhedsklynge Nord.

De nordjyske kommuner, de praktiserende læger og Region Nordjylland har allerede igennem Sundhedssamarbejdsudvalget besluttet at sende en fælles ansøgning til en national pulje om støtte til at oprette et digitalt nærhospital for alle nordjyder. Det er med andre ord et regionsdækkende tilbud, der rykker ud til alle borgere med digitale patientforløb. Puljen til nærhospitaler er dog ikke åbnet endnu.

– Derfor giver det rigtig god mening, at vi nu går i gang med lokale pilotprojekter som det på Læsø, hvor vi kan prøve tingene af i praksis og få værdifulde erfaringer i forhold til at udrulle et regionalt dækkende digitalt tilbud, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.

Fakta

Sundhedsklynge Nord har givet sin første bevilling i forbindelse med oprettelse af et digitalt nærhospital. 250.000 kr. er afsat til at udvikle et koncept for et digitalt nærhospital, som betjener borgere i regionens fire nordligste kommuner – Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø.

En kommentar til “Læsø bliver frontløber på at få indført digitalt nærhospital” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Læsø bliver frontløber på at få indført digitalt nærhospital”

  • Kan man også få svar denne vej, når man har været til mammografi,det vil jo gøre det nemmer , at man ikke skal til Ålborg

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læsø bliver frontløber på at få indført digitalt nærhospital' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2022 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER