Godkendelse af vederlag for at være i bestyrelse for to store havne

Godkendelse af vederlag for at være i bestyrelse for to store havne

23. februar 2023 - kl. 6:50 - af

Byrådet skal på dets kommende møde den 1. marts tage stilling til en godkendelse af vederlag til medlemmer af bestyrelsen i Skagen Havn og Frederikshavn Havn.

Der er tale om såkaldte kommunale selvstyrehavne.

Frederikshavn Byråd skal hvert år på baggrund af det foregående kalenderårs omsætningstal beslutte, hvordan vederlaget for havnebestyrelsens medlemmer skal være.

Skagen Havns landingsværdier var i 2022 på 1.212 mio. kr., hvilket betyder, at bestyrelsesmedlemmerne kan få maksimalt vederlag som udgør 52.056 kr. årligt. Alle bestyrelsesmedlemmer undtagen formanden skal modtage samme vederlag.

Frederikshavn Havns godsmængder var i 2022 på 2,4 mio. tons, hvilket betyder, at bestyrelsesmedlemmerne kan få maksimalt vederlag som udgør 52.056 kr. årligt. Alle medlemmer undtagen formanden skal modtage samme vederlag.

Byrådet skal fastsætte formandens vederlag. Dette vederlag kan udgøre indtil 25 % af borgmesterens vederlag. Til stedfortrædere ydes diæter og tabt arbejdsfortjeneste.

Der ydes befordringsgodtgørelse til alle medlemmer, godtgørelse for fravær fra hjemsted og godtgørelse af dokumenterede nødvendige udgifter forbundet med fysisk handicap, pasning af syge nære pårørende og børnepasning til alle bestyrelsesmedlemmer, svarende til reglerne for byrådsmedlemmer efter den kommunale styrelseslov.

Udgifter til vederlag mv. afholdes af Skagen Havn og Frederikshavn Havn.

Direktionssekretariat indstiller forud for byrådsmødet, at der i 2023 ydes et vederlag på 52.056 kr. til bestyrelsens medlemmer, og at der ydes vederlag til bestyrelsens formand, svarende til 25 % af borgmesterens vederlag, ligesom der ydes udgiftsgodtgørelse til bestyrelsens medlemmer i forbindelse med kurser mv.

Skagen Havn er en aktiv erhvervshavn

Skagen Havn præsenteres på havnens hjemmeside som en aktiv og global erhvervshavn med status som Danmarks største fiskerihavn. Man har en havn i international klasse, der er dedikeret til at skabe de optimale rammer for havnens kunder. 

Fiskeriet er den grundlæggende kerne i Skagen Havn og en del af havnens og Skagens DNA. Skagen Havn er Danmarks største fiskerihavn og står for 25 % af den samlede landingsværdi på tværs af alle danske havne. 

Havnen har en unik placering på toppen af Danmark ved et af verdens mest befærdede stræder.

For nylig blev Dan Andersen og Karsten Steffensen ansat som nye havneassistenter.

Bestyrelsen består ifølge havnens hjemmeside (efter flere udskiftninger) af formand Niels Arnold Lund samt byrådsmedlemmerne Kurt Kirkedal Jensen og Thomas Szast Hjort samt medarbejderrepræsentant Eva Kristoffersen, Peter Møller (valgt blandt Skagen Havneforum), Rolf Nielsen (udpeget af Byrådet) samt Karsten Hjelm Christensen. Havnens direktør er Willy B. Hansen.

Frederikshavn Havn har oplevet omsætningsfremgang på 46,7 %

Frederikshavn Havn – eller som den kaldes internationalt: Port of Frederikshavn) har ifølge oplysninger på havnens hjemmeside oplevet en fremgang i omsætningen på 46,7 % set i forhold til omsætningen i 2021.

Frederikshavn Havn er i dag en af Danmarks mest betydningsfulde erhvervshavne. Havnen er blandt Danmarks 10 største havne og omfatter færgehavn, fragthavn og en alsidig serviceindustri.
Det er en moderne erhvervshavn med central placering, gode faciliteter og et service-setup, der sikrer hurtig og effektiv håndtering af skibe og last.

På hjemmesiden er bestyrelsesformand Bo Uggerhøj meget tilfreds med, at strategien for udviklingen af havnen nu for alvor viser resultater. Adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen glæder sig også over fremgangen i 2022 og ser samtidig, at Frederikshavn Havn går en spændende tid i møde. 
”Omsætningen stiger i takt med, at de nye aktiviteter i forbindelse med havneudvidelsen kommer i gang, og vi forventer yderligere fremgang i 2023, når de nye aktiviteter omkring bunkerterminalen bliver igangsat. Herudover oplever vi stadig en stigende efterspørgsel på såvel arealer som kajkapacitet med stor dybgang, og vi ser ind i mange nye spændende projekter og flere nye arbejdspladser på vej.” 

Bestyrelsen i Frederikshavn Havn består af Bo Uggerhøj (formand), Lars Karlsson (næstformand), Leif Pedersen, Lotte Rosenberg, byrådsmedlemmerne June Menne og John Lamp Henriksen samt medarbejderrepræsentant Flemming Berg Christensen.

Link til Skagen Havn: https://www.skagenhavn.dk/

Link til Frederikshavn Havn: https://pof.dk/forside.aspx

 

Tekst: Per Rye

En kommentar til “Godkendelse af vederlag for at være i bestyrelse for to store havne” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Godkendelse af vederlag for at være i bestyrelse for to store havne”

  • Af referat fra byrådsmødet fremgår det, at Byrådet valgte at udsætte behandlingen vedr. bestyrelsesvederlag for de to havne.

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Godkendelse af vederlag for at være i bestyrelse for to store havne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2022 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER