Foreninger kan igen hjælpe med at holde naturen ren
2. marts 2023 - kl. 2:50 - af Henrik Christensen
Foreningerne i Frederikshavn Kommune har i de seneste år hjulpet i stor stil med indsatsen ’Ren Natur’. Nu er det igen muligt for foreningerne at tilmelde sig otte ruter i kommunen.
Foreninger i Frederikshavn Kommune kan nu tilmelde sig den tilbagevendende indsats ’Ren Natur’, hvor alle frivillighedsforeninger kan samle affald ind fra naturen og tjene penge til klubkassen.
I år er der otte ruter, og dermed otte foreninger, som kan deltage. I de senere år har der været rift om ruterne, fordi de tildeles efter først-til-mølle-princippet. Sådan er det også i år – men der vil blive skelet til ventelisterne fra sidste år, hvis de samme foreninger melder sig.
I år er den samlede sponsorsum på 20.500 kroner i Frederikshavn Kommune, som skal fordeles mellem de otte foreninger. Foreningerne kan tilmelde sig på rennatur.org.
Affaldsindsamlingen er en del af en større indsats i hele Danmark
Affaldsindsamlingen er et landsdækkende samarbejde mellem ’Hold Danmark Rent’, ’Ren Natur’ og de kommuner, som ønsker at være en del af indsatsen, heriblandt Frederikshavn Kommune.
I 2022 indsamlede mere end 500 foreninger i 41 kommuner i alt godt 2 millioner stykker henkastet affald.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foreninger kan igen hjælpe med at holde naturen ren' til en bekendt