
Mob Din Krop vinder Nordjyske Banks foreningspris
3. marts 2023 - kl. 9:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For femte år i træk hylder Nordjyske Bank det stærke foreningsliv, som er at finde rundt omkring i Nordjylland. På baggrund af et stort felt af hele 134 indstillede nordjyske foreninger er der fundet tre vindere af prisen. Blandt andet Mob Din Krop fra Frederikshavn, der nu kan glæde sig over en pengepræmie på 33.333 kroner, som følger med prisen. Pengene skal blandt andet gå til at styrke foreningen gennem opkvalificering af bestyrelsens kompetencer.
Tilbage i 2019 lancerede Nordjyske Bank foreningsprisen. En pris, der skal belønne det stærke sammenhold og de frivillige kræfter, som er at finde i mange nordjyske foreninger. Det er femte år i træk, at Nordjyske Bank uddeler prisen og igen i år har der været stor variation blandt de indstillede foreninger, som spænder fra idrætsforeninger til sociale initiativer, skuespil og lokalhistoriske fællesskaber.
– Vi har et stærkt og solidt foreningsliv i Nordjylland, som har stor betydning for rigtig mange nordjyders hverdag. Derfor er det også vigtigt at anerkende og hylde det store arbejde, som ligger bag at drive gode og værdifulde fællesskaber rundt omkring i de nordjyske foreninger, fortæller bankdirektør i Nordjyske Bank, Claus Andersen, som fortsætter:
– Vi har i år oplevet en overvældende interesse for foreningsprisen med hele 134 indstillede foreninger. Og det viser os, at der er masser af aktivitet og initiativer rundt omkring i de nordjyske foreninger. Dertil har vi modtaget 42.590 stemmer, som bevidner om, at det nordjyske lokalsamfund i den grad ønsker at støtte op om foreningslivet.
Den ene af dette års vindere er Mob Din Krop, som er en idrætsforening i Frederikshavn for psykisksårbare fra 18 år og op efter. Idrætsforeningen skaber et socialt fællesskab, hvor der er plads til alle uanset ens fysiske formåen. For dem er det vigtigste nemlig, at alle har mulighed for at indgå i et sundt og aktivt fællesskab. Med Nordjyske Banks foreningspris modtager Mob Din Krop et anerkendende skulderklap og en pengepræmie på 33.333 kroner.
– Det betyder utroligt meget for os at modtage støtte i form af Nordjyske Banks foreningspris. Vi er i en proces, hvor vi skal til at etablere os som en selvstændig forening. Derfor kan vi med prisen opkvalificere nogle af vores kompetencer, så vi fortsat kan have fokus på at skabe et solidt fællesskab for vores medlemmer. Vores erfaring er nemlig, at vores medlemmer vokser og udvikler sig, når de deltager og bliver anerkendt for deres deltagelse – uanset niveau, lyder det fra Lisbeth Trend Poulsen, som er kasserer og medarbejderrepræsentant i Mob Din Krop.
Udover at styrke bestyrelsens kompetencer skal pengepræmien også bruges til at frikøbe nogle medarbejderressourcer til når foreningen deltager i diverse arrangementer.
Hele Nordjyllands pris
Nordjyderne har selv kunnet indstille og stemme på de nordjyske foreninger, som de mente skulle vinde foreningsprisen 2023. De ti foreninger med flest stemmer er sammen med ti yderligere foreninger, som er blevet udvalgt blandt indstillingerne, gået videre til finalen, hvoraf de tre vindere er blevet udvalgt af en uafhængig dommerkomité. Og her var det Mob Din Krops store og beundringsværdige arbejde for at drive en idrætsforening for psykisk sårbare, som overbeviste dommerkomitéen:
– Mob Din Krop formår at skabe et sted, hvor medlemmer udvikler sig personligt i takt med, at de samtidig er aktive gennem et bredt udvalg af idrætsaktiviteter. I foreningen formår de at rumme alle deres medlemmer uanset, hvilke udfordringer det enkelte medlem står overfor. Vi er derfor stolte af at støtte en forening, som tager et stort ansvar i lokalsamfundet, siger Claus Andersen.
Foruden Mob Din Krop har Madkassen Hjørring og Natteravnene i Aalborg også modtaget foreningsprisen 2023.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mob Din Krop vinder Nordjyske Banks foreningspris' til en bekendt