
Borgmester Birgit S. Hansen bliver ambassadør for projektet.
Stor donation fra AP Møller Fonden til projekt om øget trivsel og livskvalitet
8. marts 2023 - kl. 8:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kommunens Center for Handicap og Psykiatri har sammen med University College Nordjylland (UCN) fået bevilget 1,2 mio. kr. af AP Møller Fonden til projektet ”Øget trivsel og livskvalitet for mennesker med udviklingshæmning og demens”. Heraf er 322.000 kr. til dækning af lønudgifter i centret.
På centrets botilbud er der et stigende antal borgere, der udover deres udviklingshæmning har fået en demenssygdom. For at sikre disse borgeres trivsel og livskvalitet vil projektet have fokus på at udvikle og afprøve nye faglige metoder og tilgange.
Donationen er sat på som punkt på dagsordenen for det kommende møde i Social- og Sundhedsudvalget den 13. marts. Her nævnes det bl.a.: ”Det stigende antal borgere med udviklingshæmning og demens er en national udfordring, som vi gennem samarbejdet med UCN bidrager til at finde løsninger på.” Center for Handicap og Psykiatri indstiller forud for mødet, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Borgmester Birgit S. Hansen bliver ambassadør for projektet, der gennemføres fra marts 2023 til december 2025. Ambassadøropgaven handler om at skabe opmærksomhed om projektet i det nordjyske kommunesamarbejde samt i lokale og nationale medier og i KL-regi.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor donation fra AP Møller Fonden til projekt om øget trivsel og livskvalitet' til en bekendt